Trykkefrihedsselskabet er Danmarks største ytringsfrihedsorganisation. Vi forsvarer det frie ord hvor som helst dette er truet – og uanset, hvem der truer det, som der så smukt står i vores vedtægter.
Vi er en tværpolitisk forening, og vi beskæftiger os ikke med partipolitik.
Når jeg står her i dag som formand for Trykkefrihedsselskabet, så er det ikke for at deltage i en partipolitisk debat. Det er for at forsvare hele grundlaget for, at vi overhovedet kan dele os efter anskuelse og efter partitilhørsforhold.
Den allermest bærende og grundlæggende forudsætning for vores vestlige, sekulære demokrati, for at vi kan dele os efter anskuelse – det er vores ret til frit at kunne tænke og tale – uden at skulle bekymre os om repressalier og censur.
Ytringsfriheden er selve demokratiets fundament og forudsætningen for, at vi kan kalde os selv en retsstat. Det er vores ytringsfrihed, der helt grundlæggende definerer os som frie borgere i åbne demokratier.
Den, der ikke tør give udtryk for sine tanker og sin overbevisning, er ikke fri.
Ytringsfrihed skaber en grundlæggende tillid i befolkningen, fordi ytringsfrihed skaber gennemsigtighed i samfundets magtstrukturer og sikrer os mod korruption. I lande med ytringsfrihed og en fri presse har korruption og magtfordrejning meget dårlige vækstbetingelser.
Vi, der er vokset op i samfund, hvor ytringsfrihed er en borgerret ved, at en fri og åben debat kan gøre os klogere og at gode argumenter kan flytte holdninger. Uden ytringsfrihed – intet demokrati. Uden ytringsfrihed ender vi i diktatur. Uden ytringsfrihed har vi mistet vores frihed.
Men ytringsfriheden kommer med en pris. Den er ikke gratis. Ytringsfrihed indebærer også, at vi kan blive mødt med udtryk, som vi finder frastødende. At vi kan føle os krænkede af andres holdninger. At vi kan føle os hånet, spottet og latterliggjort af hvad andre siger.
Det er svært at leve med ytringsfrihed, for den kræver så meget af os.
Derfor kan den også kun trives i en kultur og i et samfund, hvor befolkningen er grundlæggende enige om, at prisen for ytringsfrihed er værd at betale, fordi det frie ord er det bedste værn om retsstaten og det bedste værn mod totalitarisme.
Og den kan kun overleve, så længe nationalstatens myndigheder holder den i hævd og er villige til at sætte ind, når det frie ord er truet eller under pres.
Friheden er aldrig større end staten tillader.
Forudsætningen for at vi har ytringsfrihed er altså, at der er opbakning til det i befolkningen og at staten vil hævde den.
Skal man vurdere ytringsfrihedens tilstand i Sverige, er det derfor en god ide at tage udgangspunkt i disse to bærende præmisser:
Når Dan Parks værker bliver beslaglagt af det svenske politi med henblik på destruktion og han idømmes fængselsstraf for sin kunst – så er det et statsindgreb i den kunstneriske frihed og udtryk for, at den svenske stat ikke vil holde ytringsfriheden i hævd,
Når ordet ”negerkonge” fjernes fra Astrid Lindgrens bøger om Pippi Langstrømpe og når Stina Wirsén må stoppe sine bøger om Lille Hjerte – så er det censur og udtryk for, at den svenske stat ikke vil holde ytringsfriheden i hævd.
Når professor Bilyana Martinovski bandlyses fra alle svenske universiteter, fordi hun har brugt Migrationsverkets tal til at belyse indvandreres overrepræsentation i voldtægtsstatistikkerne - så er det berufsverbot og udtryk for, at den svenske stat ikke holder ytringsfriheden i hævd
Og når en redaktør af et svensk nettidsskrift hentes til forhør hos politiet for hetz mod folkegruppe, fordi han har lavet en satire over en svensk børnebog – så er det statsmagtens angreb på ytringsfriheden.
Men alle disse statsangreb på ytringsfriheden, kan kun lade sig gøre, fordi svenskerne accepterer det. Fordi ingen anfægter angrebene. Fordi den kulturelle enighed om ytringsfrihedens værdi og betydning er begyndt at vakle i Sverige:
Hvorfor er der så få, der tør anfægte både den nuværende og den tidligere regeringsdannelse i Sverige selvom den er en hån mod det store flertal af vælgere, der har stemt borgerligt?
Hvorfor er den kritiske debat om muslimsk indvandring og den manglende integration nærmest ikke-eksisterende i Sverige – selvom svenskerne er dem, der mere end nogen andre har mærket de negative konsekvenser af muslimsk indvandring?
Hvorfor er der ingen, der vil udstille Lars Vilks kunst og hvorfor vil ingen vil invitere ham til at holde foredrag?
Hvorfor er der ingen i Sverige, der vil lægge lokaler til et fuldstændig legalt møde afholdt af et gennem-demokratisk parti som Alternativ for Sverige?
Det er fordi alt for mange svenskere går mere op i såkaldt politisk korrekthed – end de går op i ytringsfrihed. Og det er en farlig udvikling, for det undergraver demokratiet og er en glidebane mod totalitære tilstande.
Har ytringsfriheden det så bedre i Danmark?
Ja – det har den, men hvis I gik og troede, at alt er godt i Danmark, har I lige fået et eksempel på, at det er det så langt fra: I har måttet flytte jeres møde, fordi det lykkedes Antifascistisk Aktion at skræmme både Comwell og Radisson Blue fra at huse jer.
Og det er langt fra første gang, at det venstreekstreme tæskehold Antifascistisk Aktion med vold eller trusler har fået flyttet eller saboteret deres meningsmodstanderes lovlige møder. Antifascistisk Aktions voldelige angreb på ytringsfriheden har længe været en del af virkeligheden i Danmark.
Siden Trykkefrihedsselskabet blev stiftet i 2005 har vi med rette hævdet, at islam med sine særkrav og sin modstand mod vores sekulære demokrati, har udgjort den største trussel mod ytringsfriheden i Danmark.
Det mener vi ikke i dag.
Islams trussel mod vores ytringsfrihed er fortsat og konstant til stede i Danmark, men de seneste par år, har vores politikere foretaget så alvorlige indgreb i vores ytringsfrihed, at vi i Trykkefrihedsselskabet må konstatere, at den største trussel mod det frie ord i dag kommer fra de lovgivere og myndigheder, der er sat i verden for at beskytte det.
I 2016 vedtog Folketinget et forbud mod ytringer som ”udtrykkeligt billiger strafbare handlinger som led i religiøs oplæring. Forbuddet var rettet mod imamers indoktrinering, men rammer i princippet også præster i folkekirken og andre religiøse forkyndere.
I december sidste år tiltrådte den danske regering FNs Migrationspagt, og forpligtede sig dermed til at blande sig i, hvordan medierne vinkler deres rapportering om migrantstrømmen og tage mediestøtten fra dem, der skriver negativt om migration.’
Og i disse dage vedtager Folketinget en ny påvirkningslov, der kriminaliserer fuldstændig lovlige ytringer, som f.eks. modstand mod NATO, hvis ytringerne skønnes at være fremsat i samarbejde med en fremmed efterretningstjeneste.
Det mest uhyggelige eksempel på knægtelse af ytringsfriheden i Danmark er spritnyt og kun få dage gammelt:
For få dage siden siden modtog den islamkritiske debattør og forfatter, Jaleh Tavakoli, besked fra Socialtilsynet om, at hendes 8-årige plejedatter, som har boet hos Jaleh og hendes mand siden hun var 2 dage gammel, vil blive fjernet, fordi Jaleh Tavakoli har deltaget i den offentlige debat, delt en henrettelsesvideo på facebook og derfor ikke fungerer som en digital rollemodel for sin plejedatter.
Sagen er selvfølgelig eksploderet i medierne, og Jaleh Tavakoli har fået støtte fra både socialministeren og politikere fra alle partier, men det er betegnende, at det overvejende udgangspunkt for støtten til Jaleh, er barnets tarv. Stort set ingen bekymrer sig om det helt principielle i afgørelsen, nemlig, at en offentlig myndighed, tilsyneladende med afsæt i lovgivningen, kan straffe en familie for moderens demokratiske ret til at deltage i den offentlige debat med helt legale synspunkter.
Den lethed hvormed danske politikere den ene gang efter den anden gør indhug i ytringsfriheden er meget bekymrende. For det vidner om en grundlæggende mangel på viden om og forståelse for, at ytringsfriheden er demokratiets arvesølv. Og fraværet af principielle overvejelser om Socialtilsynets krænkelse af Jaleh Tavakolis borgerrettigheder bekræfter dette politiske dannelsestab hos vores folkevalgte.
Selvom der er store forskelle på ytringsfrihedens vilkår og trivsel i vore to lande – så er der én ting, vi har til fælles: Der er ingen partier, der har det som erklæret politisk mål at stå vagt om det frie ord.
Derfor er min opfordring til jer i dag: Sæt værnet om ytringsfriheden øverst på jeres politiske dagsorden. Gør det til et erklæret politisk mål at kæmpe for det frie ord. Det er ytringsfriheden, der har skabt vores frie og åbne demokratier i Vesten. Giver vi køb på ytringsfriheden har vi tabt os selv.
Fortsat godt møde.
