Lad mig slå det fast fra starten: Dette er ikke et forsøg på at anmelde Ahmed Akkaris bog ”Min Afsked med Islamismen”. Den slags overlader jeg gladeligt til folk med forstand på litteraturformidling.
Men gennemlæsningen af bogen satte flere tanker i sving hos mig, og denne klumme er et ønske om at dele nogle af disse med læserne. At bogen er et væsentligt indlæg i både debatten om Muhammedkrisen og historieskrivningen herom, kan næppe diskuteres. For det er den naturligvis.
Den vellidte nabo
Der er mange grunde til at jeg selv så meget frem til bogens udgivelse. Dels er jeg en politisk nørd, der ganske enkelt ikke kan få nok af den slags inside-beretninger. Dels boede jeg i Gellerupparken mens krisen om tegningerne kørte for fuldt drøn, imamerne rejste rundt og ambassader brændte. Og sidst men ikke mindst var jeg nabo til én af krisens hovedpersoner, imam Raed Hlayhel.
Indtil sagen eksploderede i medierne, kendte jeg kun imamen som en flink og særdeles vellidt nabo. Han og hans familie optrådte altid smilende og venligt overfor mig. Derfor siger det sig selv at min overraskelse var stor, da han pludselig begyndte at rejse Mellemøsten rundt for at samle støtte til en kampagne mod Danmark.
Senere benyttede Raed sig af nattens mulm og mørke til at forlade landet og aldrig komme tilbage.
Akkaris klassiske historie
Ahmed Akkaris beskrivelse af sin vej fra fodboldspillende og velintegreret dreng i Nordjylland til én af verdens fremmeste fortalere for islamismen, er både psykologisk og politisk interessant.
Politisk, fordi hans beretning er en påmindelse om hvor lidt der skal til for at radikalisere et ungt menneske.
Og psykologisk, fordi der i virkeligheden er tale om den klassiske historie: en intelligent og rodløs dreng, der finder både freden og den intellektuelle tilfredsstillelse et sted, hvor der tilsyneladende findes de klareste og simpleste svar.
Men først og fremmest er det beretningen om en dreng og ung mand, der i sin søgen efter et fællesskab og accepten hos dem han lærer at betragte som ledere, selv ender helt i spidsen.
Mange har sidenhen haft svært ved at tilgive Akkari for hans handlinger under krisen om tegningerne. Disse besværligheder deler jeg ikke selv.
Den unge Ahmed fandt sig selv i forreste række i en sag, der kørte med fuld fart på alle nagler.
Han var én af strategerne i en kampagne, der fik alverdens statschefer, landets erhvervsspidser og verdens ledende religiøse personligheder til at reagere på hans og kollegernes mindste vink eller kommentar. For en ung mand i tyverne, må følelsen have været nærmest berusende.
Det er derfor let at forstå den psykologiske mekanismer, der førte unge Ahmed frem til positionen som talsmand for imamgruppen.
Og det er også let at forstå de mekanismer der gjorde, at han stadig holdt fast i sagen og kampagnen, selv efter at de andre var smuttet ud af bagdøren.
Som hans hustru Sharzad på et tidspunkt sagde til ham: ”De har solgt dig for to flade ører.” Ahmed så det ikke dengang, men hun fik ret.
Lad mig understrege: jeg udtrykker ikke forståelse for hverken Akkaris eller de øvrige imamers fremfærd i sagen om Jyllands-Postens tegninger, men rent menneskeligt forstår jeg det berusende ved den situation den unge Ahmed befandt sig i.
Hvad nu hvis
Også beskrivelsen af Ahmed Akkaris hustru finder jeg interessant. Akkari skriver flere steder at han ikke var forelsket i hende.
Alligevel er den smukke, tidligere elitesvømmer Sharzad beskrevet på en måde, der gør det vanskeligt ikke at blive lidt småforelsket, når man læser Akkaris beskrivelse af hende. Så nogen følelser må han have haft for Sharzad.
Selv var Sharzad aldrig islamist – knap nok praktiserende muslim. Men hun var både klog og smuk – og forelsket i sin imam. Men på grund af de skærpede regler for familiesammenføring efter regeringsskiftet i 2001, kunne hun ikke flytte til Danmark – og unge Ahmed ønskede ikke at bo i Libanon.
Man kan kun gisne om hvor Ahmed Akkaris higen efter respekt og accept var endt, såfremt reglerne havde været anderledes.
Var Ahmed stadig endt i spidsen for den hidsigste udenrigspolitiske krise i nyere danmarkshistorie, hvis Sharzad og deres fælles børn havde kunnet give ham den respekt og betingelsesløse accept, som i virkeligheden var den han søgte i de islamiske miljøer?
Eller havde den kloge Sharzad i det mindste formået at dreje ham af i tide, inden det hele eksploderede?
Det kan man aldrig vide med sikkerhed, men jeg har en mistanke om det. For, som jeg sagde til bogens forfatter, da vi for nogen tid siden drak en kop eftermiddagskaffe sammen: ”Kvinder forandrer os jo”.
Her på trykkefrihed.dk har vi tidligere både anmeldt Akkaris bog og anbefalet at læse den. Det vil jeg gerne gøre igen. For os der er ’med i spillet’, er der ikke meget nyt at hente i beskrivelsen af de islamiske miljøer. Men hvis man ikke allerede er insider i kampen, er der meget nyt og chokerende i bogen.
Selv har jeg i årevis argumenteret for at sende et korps af revisorer efter de forskellige kulturforeninger – netop fordi svindlen med tilskud og offentlige midler ikke er ukendt i miljøet.
Men spillet mellem imamerne i gruppen er interessant. Der er noget at hente for alle, der interesserer sig for persongalleriet bag krisen – ikke kun for mig, hvis nabo var en af bogens hovedpersoner.
