Tolerance er en svær ting. At leve med at andre mennesker lever på en måde, tror på noget eller siger, skriver eller tegner noget, der er én inderligt imod og at acceptere, at ytringsfrihed er for alle uanset hvor rablende vanvittigt og usympatisk, andre udtrykker sig, er stadig svært for mange.
Og ikke bare for islamister, der ønsker at tvinge os til at leve efter shariaregler, men også for alle de vestlige intellektuelle, der mener, at de har et særligt krav på at blive beskyttet mod andres fordomme, fordi de er kvinder, sorte, transseksuelle eller andet.
Men det er præcis det, tolerance handler om. At man må leve med, at andre kan have en mening om en og måske siger noget om en, som man finder krænkende. Og at man lader andre leve deres liv med deres personlige meninger, som det passer dem. To live and let live.
Ordet tolerance stammer fra det latinske tolerantia. Det betyder at tåle eller udholde, og tolerance drejer sig om at tåle, at andre mennesker tror på noget, lever på en måde, dyrker sex på en måde, spiser, drikker og ryger noget, og siger, skriver og tegner noget, som man ikke bifalder eller ligefrem finder frastødende, umoralsk, syndigt, krænkende eller på anden vis forkasteligt eller forargeligt. Uden at gribe ind. At man tåler eller udholder det, man ikke kan lide.
Modtagerens tolerance
Når vi taler om tolerance i forhold til andre menneskers tro eller livsstil, så handler det om at forholde sig ikke-indgribende til noget, man ikke bryder sig om, og at man gør det af nogle principielle grunde og ikke bare pga. afmagt, ligegyldighed, dovenskab eller lignende.
Det er altid modtagerne af et budskab, der må udvise tolerance og evt. tåle hån, spot og latterliggørelse. Aldrig afsenderen. Og det er kun på den måde, at tolerance udgør et værn om religionsfriheden og ytringsfriheden.
Spørgsmålet om tolerance opstod først i forhold til religiøs tolerance. Skulle kirken tolerere afvigende trosretninger og en anden liturgi? Først senere kom tolerance også til at handle om at tolerere andre livsformer end majoritetens. Skal vi tolerere ægteskabsbrud, homoseksualitet, usædelighed og skørlevned?
De filosofiske ideer om tolerance brød frem i de protestantiske miljøer i Holland og England i den tidlige oplysningstid, og tolerancebegrebet af snævert knyttet til liberalismens idé om, at mennesket besidder nogle naturlige rettigheder, og at et lands indbyggere er borgere, ikke undersåtter.
John Locke er den første, der i 1686 rejser spørgsmålet om religiøs tolerance. Og som den første gør han det til et spørgsmål om at afgrænse statens hhv. kirkens autoritet. I Lockes politiske filosofi er det alene statens opgave at beskytte borgernes naturlige rettigheder, deres liv, frihed og ejendom.
Hvad borgerne måtte tro hører ikke under statens kompetence. Tilsvarende må kirken heller ikke krænke borgernes naturlige rettigheder, så kirken må kun benytte ikke-tvangsmidler til at fremme religionen.
Som Locke formulerede problemet i ”Et brev om tolerance”: ”Ingen steder kan der herske fred og sikkerhed, og der kan heller ikke være og næres noget venskab mellem menneskene, hvis den opfattelse måtte vinde indpas, at herskermagten er funderet i nåden, og at religionen skal udspredes med våbenmagt.”
Stillet over for netop den trussel i dag, truslen fra en religion, der mener, at den kan og skal spredes med våbenmagt og terror, er det ulykkeligt, at så mange i Vesten enten ikke forstår, at det er oplysningstidens ideer om tolerance, individuelle rettigheder og opfattelsen af tro som en privat sag, der fik demokrati, frihed og velstand til at blomstre i Vesten, eller som synes at være parate til at opgive disse værdier.
Anti-tolerant krænkelseskultur
I stedet dyrker mange venstreintellektuelle nogle anti-tolerante ideologier, og her gør islamister, feminister, multikulturalister og i selvforståelse ”antiracister” fælles front.
De er fælles om at ville bestemme, hvad vi andre skal mene og sige om køn, race, seksualitet og religion, og de vender tolerancebegrebet på hovedet, når de insisterer på, at det er afsenderne af budskaber, der skal vise hensyn for ikke at krænke andre.
På den måde har de skabt en krænkelseskultur, der er gået helt amok, og som truer ytringsfriheden og religionsfriheden.
Vi skal undlade at provokere ved at genoptrykke Kurt Westergaards Muhammedtegning og i stedet vise hensyn over for muslimers påståede krænkede følelser og underkaste os deres billedforbud.
I Sverige blev en lesbisk kvinde meldt til politiet, fordi hun havde malet sig sort i hovedet og klædt sig ud som en sort pirat til en gay-pride parade, og Dan Park blev idømt et halvt års fængsel for nogle satiriske plakater, som en svensk gruppe af sorte fandt krænkende.
På et privat katolsk universitet i Washington DC klagede en gruppe muslimske studerende over, at der var for mange kors, hvilket angiveligt skulle hindre dem i at bede til deres Gud, og i England blev Nobelprismodtageren i medicin, Tim Hunt, tvunget til at træde tilbage fra sit professorat i England pga. en lidt kvik bemærkning til en konference i Korea, som nogle kvinder fandt krænkende.
Der er bogstaveligt talt hundredvis af absurde eksempler på en politisk korrekt, anti-tolerant krænkelseskultur, der er et angreb på Vestens værdier om frihed, tolerance og ligestilling, og som underminerer vores forsvar for de selvsamme værdier, når de kommer under angreb fra islamisters side.
Dermed ikke sagt, at tolerance skal forsvares med principper eller med ”ånd” alene. Princippet om ”To live and let live” indebærer ikke, at man skal have en laissez-faire-holdning til intolerance. I så fald vil man hurtigt miste sin frihed.
Konfronteret med intolerancen er det nødvendigt at insistere på ikke at skulle underkaste sig andres opfattelse af, hvad der er rigtigt eller forkert, tilladt eller forbudt, halal eller haram.
Man skal ikke være tolerant over for intolerancen. Den skal bekæmpes med alle midler, ideologisk såvel som med alle retsstatens og nationalstatens magtmidler.
Men hvis man end ikke forstår, hvad det er for værdier, som vestlig civilisation bygger på, og som vi nyder frugterne af i det daglige, så er man ringe rustet til at forsvare sig, når man kommer under angreb. Og i dag synes rigtig mange at have misforstået, hvad tolerance betyder. Og at det er en værdi, det er værd at kæmpe for.
Torben Mark Pedersen er redaktør af Libertas og bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet
