"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Absurditeter fra det virkelige liv

10. november 2011 - Artikel - af Jeppe Juhl

Jeppe Juhl

Danmarks konventionelle forpligtelser over for FN trænger til et gennemsyn styret af noget så sælsomt som almindelig fornuft, skriver Jeppe Juhl.

Jeg kneb mig i armen her til morgen. Vitterligt. Jeg gjorde det … kneb mig selv hårdt i armen.

Ja, jeg kneb faktisk så hårdt, at jeg fik et blåt mærke på underarmen.

Jeg sidder og kigger på mærket lige nu!

Hverdagen er fyldt med meningsløse udsagn. Især hvis man selvpinerisk har for vane at læse danske aviser, som jo alt for ofte er fyldt med det rene nonsens. Især fra vores folkevalgte politikere.

Men i dag – onsdag den 9. november – følte jeg mig simpelt hen tvunget til at knibe mig selv i armen. I dag læste jeg nemlig det på overfladen velsagtens mest absurde udsagn nogensinde af en dansk politiker. Hensat til et parallelunivers genlæste jeg citatet igen og igen og igen.

Spild af stemmebånd

Udsagnet var umiddelbart mere åndssvagt end en besked, jeg engang fik fra en middelbegavet tv-redaktør, der efter at have kaldt mig til møde vedrørende et større projekt, med dybt alvorlig mine afsluttede seancen med at påpege, at hun “forventede, at det jeg lavede skulle være godt”.

Den dag i dag ærgrer det mig usigeligt, at jeg ikke aggressivt opponerede og forklarede geniet, at det ikke var min hensigt at lave et godt program, at hun havde fået fat i den helt forkerte person, men min gode opdragelse løb af med mig, og jeg smilede venligt og mumlede et eller andet høfligt.

Tv-redaktørens udsagn er naturligvis et arketypisk såkaldt “ikke-udsagn”. Et udsagn, der viser sin totale meningsløshed ved, at man negerer udsagnet ved at indsætte et “ikke” for at undersøge om, ordene er spild af stemmebånd.

I dag læste jeg så, hvad jeg umiddelbart troede var endnu et af de talrige ikke-udsagn, som fylder den offentlige debat.

"Vi siger nej til (…) at give en person statsborgerskab, som PET vurderer er til fare for rigets sikkerhed (...)"

Ordene er Venstres retsordfører Karsten Lauritzen. Og de faldt i Berlingske onsdag den 9. november.

Overfladisk set er udsagnet aldeles meningsløst. Det ultimative ikke-udsagn. En negering ser jo ud som følger:

"Vi siger ikke nej til (…) at give en person statsborgerskab, som PET vurderer er til fare for rigets sikkerhed (...)".

Lettere omskrevet: Ja, vi vil gerne være med til at give en person, der har kendte terroristrelationer og som PET efter nøje undersøgelser anser for at udgøre en fare for Danmarks og danskernes sikkerhed, statsborgerskab.

Det er jo præcis, hvad der siges. Det kan ikke gradbøjes. Ingen sofistiske omskrivninger kan lave om på dette enkle faktum.

Mage til nonsens skal man naturligvis lede længe efter. Der er – skulle man mene – da ingen rationelle politikere, uanset politisk ståsted, der vil give en sådan person et af verdens mest priviligerede statsborgerskaber.

En sådan handling er naturligvis ikke blot et svigt og eklatant brud med den kontrakt, vores politikere har indgået med det danske folk, hvor de underskriver Danmarks Riges Grundlov og afsiger en højtidelig ed om at beskytte nationen, men samtidig en absurditet.

At give statsborgerskab til en sådan person, kan kun beskrives som: Det glade vanvid!

Men ikke desto mindre er det nøjagtig, hvad der er ved at ske. Karsten Lauritzens “ikke-udsagn” er – ubegribeligt nok – ikke meningsløst.

Ja, det gik op for mig, at det ikke engang er et “ikke-udsagn”. Det er et “ikke-ikke-udsagn”. Og det var derfor, jeg kneb mig i armen og følte mig hensat til et parallelunivers.

For årsagen til Lauritzens rationelle udmelding er jo, at den bemeldte person er i fuld færd med at få tildelt statsborgerskab. Støttet af alle partier undtaget Venstre og Dansk Folkeparti.

Suspension af den sunde fornuft

Hvad fanden foregår der?

Svaret er forstemmende. Det, der foregår, er nemlig, at Danmark ved at underskrive en snart 50 år gammel FN-konvention om statsløses rettigheder har forpligtet sig til at give disse statsborgerskab.

Al fornuft er suspenderet i misforstået politisk korrekthed. En form for kollektiv sindssyge har i stedet taget over bedst eksemplificeret ved den radikale Zenia Stampe, der er radikal indfødsretsordfører og næstformand for Folketingets Indfødsretsudvalg. Hun udtaler i samme artikel:

"Det er rystende, at Venstre ikke vil følge konventionen. For hvilken status har konventioner så overhovedet? Vi har den holdning, at de ligger over dansk lov (..)«

Så opsig dog konventionerne

Man kan måske med rette argumentere for, at der intet ulogisk er i, at netop Det Radikale Venstre harcelerer over, at Venstre i en konkret sag, hvor en person af PET anses som en sikkerhedsrisiko for Danmark, vil bryde en FN-konvention.

For når man er ligeglad med nationen, så er man jo i sagens logiske natur også ligeglad med nationens sikkerhed. En statsløs person - terrorrelateret eller ej - og en FN-konvention går i et radikalt perspektiv altid forud for det nationale.

Men hvad tænker de på hos De Konservative? Hos Socialdemokraterne? I Liberal Alliance?

Har de mistet tankens brug?

Bryd eller opsig de FN-konventioner, der dikterer dette åbenlyse idioti, og få straks iværksat et kritisk eftersyn af alle andre mærkværdige internationale forpligtelser, vi måtte have indgået.

I politikere er ansat af os danskere til at varetage danske interesser!

For nu at afslutte med et ikke-ikke-udsagn.

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg