Den højprofilerede engelske forfatter og historiker David Starkey, også herhjemme kendt for sine TV-serier om bl.a. Henrik VIII, fik ørerne i maskinen, da han i en BBC-debat udtalte, at optøjerne var tegn på den store kulturelle ændring, der havde fundet sted i England, at Enoch Powell havde haft delvist ret, og at han efterhånden følte sig som en fremmed i sit eget land. Problemets kerne var, mente han, at:
”..en særlig slags voldelig, destruktiv, nihilistisk gangsterkultur er blevet moderne.. Denne slags sorte maskuline bandekultur modvirker uddannelse.. Det drejer sig ikke om hudfarve, det er kulturelt”.
”Bør fordømmes af alle partier"
Udtalelserne udløste et ramaskrig. Starkey blev anklaget for racisme, afkrævet en undskyldning og adskillige medieprofiler krævede, at han ikke mere blev brugt i TV. Endog lederen af oppositionen, Ed Milliband, fik Starkey på nakken:
Starkeys udtalelser var, mente Milliband, ”absolut afskyelige”, ”racistiske” og burde fordømmes af alle politikere og alle partier.
Det fik Starkey til at reagere i avisen The Telegraph:
”Mr. Milliband kunne have svaret, at han var uenig i det, jeg sagde, men at han i et liberalt demokrati ville forsvare min ret til at sige det, da udtalelserne ikke var i strid med loven.... I stedet udtrykte Milliband – søn af en flygtning, der flygtede fra Nazityskland for at redde sit liv og tankefriheden - sin enighed med spørgeren: Mine udtalelser var ”racistiske” og burde fordømmes af alle”.
Men, argumenterer Starkey, hvis fordømmelser af den nihilistiske voldskultur er afskyelige og ”oprørende”, så må man mene det modsatte af det, han udtalte. Så må de, der fordømmer ham altså være overbeviste om, ”at bandekulturen er gavnlig både for samfundet og for enkeltindividerne”.
Starkey er blevet bakket delvist op af flere sorte kommentatorer, bl.a. af Tony Sewell, der mener, at Starkey på "sin egen klodsede maner" fik formuleret en ubehagelig sandhed om indflydelsen fra sort bandekultur, samtidig med at han ligesom Starkey, der hele tiden kun har talt om en bestemt del af den sorte kultur, understreger, at alle andre etniske grupper i rigt mål var aktive i optøjerne.
Den engelske fortælling om frihed
Det var som led i en større debat om det engelske samfunds tilstand, at Starkey kom med de famøse udtalelser. England har, skriver han i The Telegraph, brug for en national identitet, der inkluderer alle mennesker:
”Heldigvis har vi en stærk fortælling om frihed, der løber som en rød tråd ned gennem vores historie.” Denne fortælling bør forene alle.
”Hvis alle mennesker i dette land, sorte såvel som hvide, skal blive en del af vores nationale historie, hvad jeg desperat håber, de vil, må det ske i gensidighed. Med andre ord: Jeg må have frihed til at kommenterer problemerne i det sorte samfund [community] lige såvel som sorte må kritisere hvide, hvad de hyppigt gør, ofte med fuld ret og risikofrit."
Se også denne kommentar.