Forudsætningen for at tænke og selvstændigt at danne sig meninger er mødet / konfrontationen med andre menneskers tanker og meninger. Enten via skriftsprogets mange forskellige gamle, ældre og nye(re) tekster (bøger, artikler, blogs mv.) eller via det talte sprog – formidlet ansigt til ansigt eller igennem radio, tv og internet. I nogle tilfælde også gennem billedkunst.
Samtlige sprogformer har som deres forudsætning ytringsfrihed: Åndsfriheden er nemlig kun teoretisk og ikke konkret, hvis de tanker og forestillinger, den enkelte privat har tænkt og dannet sig uden censur og uden frygt for straf, ikke kan ytres i det offentlige rum.
Uden ytringsfrihed – ingen åndsfrihed, eller i hvert fald kun en abstrakt af slagsen: Jeg kan tænke, skrive og sige lige hvad jeg vil, helt alene ved mit skrivebord, på toilettet eller i en fængselscelle. Men er det åndsfrihed? …..
Netop fordi ytringsfriheden er uløseligt forbundet med at kunne tænke og tale frit (åndsfrihed, samvittighedsfrihed), er det såre beklageligt, at de personer, der står bag den nye forening ikke har valgt at lægge kræfterne i Trykkefrihedsselskabet.
Hvorfor har de så ikke det?
Jeg skal forsøge at besvare spørgsmålet med afsæt i foreningens hjemmeside https://aandsfrihed.wordpress.com/ , hvor jeg vil kommentere på først Formålserklæringen, siden Grundlaget.
Formålserklæring
”Foreningen Åndsfrihed arbejder for at forsvare og fremme åndsfriheden i Danmark.
Foreningen er stiftet af repræsentanter med forskellige politiske, religiøse, livssynsmæssige overbevisninger, men med den fælles interesse at værne om og udbrede åndsfriheden.”
Kommentar: Der er ikke noget her, som Trykkefrihedsselskabet ikke ville kunne skrive under på. Ordet ’religiøse’ dækker selvfølgelig også over islam, som enhver med kendskab til islam ved ikke kun er en religion, men også en politisk ideologi. Men eftersom formålserklæringen også vil værne om at sikre forskellige politiske overbevisninger, skulle også den sag være på plads. Kommunistpartiet er ikke forbudt i Danmark, og et islamist-parti, der tilsvarende bygger på en totalitær ideologi, er det således heller ikke.
Frihed for Loke såvel som for Thor, helt i Grundtvigs ånd.
Så vidt så godt. Så kommer vi til dokumentet Grundlaget.
Grundlaget
”Indledning
Det danske samfund har som grundlag, at de enkelte borgere individuelt har fuld åndsfrihed, hvorved forstås frihed til at tænke, tro, mene, føle og udtrykke sig. Respekten for de enkelte borgeres åndsfrihed er forudsætningen for et frit samfund og et sundt demokrati.”
Kommentar: Trykkefrihedsselskabet sætter flueben.
”Det modsatte af åndsfrihed er sindelagskontrol, dvs. at staten eller en anden magt forsøger at kontrollere, hvad mennesker tænker, føler, mener og tror. Et statsapparat, der baseres på åndsfrihed, kan derfor eksempelvis ikke sætte sig for at skabe sig nogle borgere, hvis individuelle tanker, følelser og holdninger primært tjener til at sikre statens aktuelle politiske program eller ønsker for fremtiden.
Åndsfrihed er ikke blot forudsætning for den enkelte borgers uafhængighed, men er også forudsætning for et frit fællesskab.
Foreningen anerkender, at følgende værdier og principper ikke er en facitliste, man kan slå op i og finde svar på alle spørgsmål. Uenighed blandt foreningens medlemmer om konkrete spørgsmål vil således være forventelig og uundgåelig.”
Kommentar: Trykkefrihedsselskabet sætter igen flueben. Det går foreløbigt rigtigt godt, og der er lagt op til, at Åndsfrihed om ikke så længe kan blive en del at Trykkefrihedsselskabet.
”1. Begrebet åndsfrihed
Foreningen arbejder ud fra følgende forståelse af begrebet åndsfrihed:
Åndsfrihed i et samfund betyder, at enkeltpersoner og grupper har frihed til at have deres overbevisning i religiøse, politiske, livssynsmæssige og ideologiske spørgsmål, udtrykke denne overbevisning, formidle den og handle i overensstemmelse med den. Åndsfriheden afgrænses af medmenneskets ret til samme frihed.
Åndsfriheden kan fremmes eller begrænses af lovgivning, men den kan og skal ikke sikres alene ved lov. Den må tilkæmpes og forsvares ved at bruges. Kampen for åndsfrihed indebærer en forpligtelse til at kæmpe for den andens ret. Åndsfriheden er et borger-, fællesskabs- og samfundsanliggende.”
Kommentar: TFS sætter atter flueben. Formuleringen ”Kampen for åndsfrihed indebærer en forpligtelse til at kæmpe for den andens ret.” - kan selvfølgelig gå hen og blive problematisk i praksis. Betyder det at kæmpe for ’den andens’ så retten til at fremsætte fx følgende udsagn?: ”Dræb dem [jøderne], hvor I møder dem og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer! Fristelse til frafald er værre end drab! ( Koranen, Sura 2, vers 191 – citeret efter Ellen Wulffs oversættelse) eller hvad med: ”Mænd står over kvinder, fordi Gud har givet nogle fortrin frem for andre (…)” (Sura 4, vers 34).
Nej, det betyder det ikke. Foreningen Åndsfrihed vil selvfølgelig straks råbe vagt i gevær og henvise til straffelovens paragraffer om racisme, opfordring til vold og injurier:
Straffeloven § 266 b
1.
Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
2. Stk. 2.
Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.
Straffeloven § 267
1. § 267
Den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
Med disse to paragraffer ved hånden, har Åndsfrihed selvfølgelig fat i den lange ende. Ikke desto mindre kommer foreningen til at konfrontere sig med følgende dilemma: Skal retten til at fremsætte demokrati-undergravende synspunkter, fx i form af politiske særkrav forklædt som religion, forsvares? (jf. Ekskurs i slutningen af artiklen). Også selv om historiske erfaringer viser, at hvis demokrati-undergraverne (læs: islamisterne) kommer til magten, vil de afskaffe det demokrati og den ytringsfrihed, der skaffede deres magtposition?
Foreningen Åndsfrihed’s grundlag lyder videre:
”Centrale værdier og principper
- Centrale værdier og principper
Foreningens centrale værdier er baseret på Grundlovens borgerrettigheder, Den Europæiske menneskerettighedskonvention og FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder, og arbejder især på at fremme artikel 18, 19 og 20 i sidstnævnte.
”Artikel 18.
Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.
Kommentar i form af et spørgsmål til et eller flere muslimske medlemmer af bestyrelsen og foreningen: Vil du gå ud i offentligheden og slå til lyd for, at som muslim kan man forlade islam og fx konvertere til kristendommen?
Uanset, at der står i Koranen: ”Kæmp mod dem, indtil der ikke er mere fristelse til frafald (…)” (Sura 2, vers 193).
”Artikel 19.
Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.”.
Artikel 20.
- Alle har ret til under fredelige former frit at forsamles og danne foreninger.
- Ingen kan tvinges til at være medlem at en forening.”
Foreningen arbejder endvidere med udgangspunkt i følgende principper:
- I Danmark skal vi ikke straffe holdninger, kun handlinger. Som strafbare handlinger medregnes ytringer, der er omfattet af Straffelovens paragraffer om racisme, opfordring til vold og injurier (§ 266 og § 267).
- I et demokrati er det tilladt at argumentere for dets afskaffelse, men ikke at gribe til vold, tvang, magt og våben for at omstyrte det. Udemokratiske holdninger skal imødegås med ordet (dialog, debat, åndskamp, transparens) og ikke med sværdet (våben, magtkamp, forbud, lovgivning).
- Tolerance er en afgørende værdi i det danske samfund. Men tolerance må aldrig blive til et krav om, at alting er lige godt og lige sandt.
- Troen på eller overbevisningen om absolutte sandheder er legitim. At tvinge disse sandheder ned over andre er et overgreb.
- Livssyn, religion, politisk overbevisning og seksualitet er en personlig sag. Hvorvidt det også er en privatsag, er op til det enkelte menneske.
- Enhver har frihed til at fortælle andre om sin tro, sine holdninger eller sit livssyn og forsøge at overbevise andre om sandheden heri. Men midlerne til at udbrede tro, holdninger eller livssyn må ikke være tvang eller lovgivning.
- Åndsfrihed handler lige så meget om friheden til ikke at tro som om friheden til at tro.
- Åndsfrihed indebærer retten til at kritisere andre menneskers tro, livssyn og overbevisninger.
- Det hører til familiens åndsfrihed, at man kan føre børnene ind i familiens tro, overbevisning og livsanskuelse. Når børnene når en alder, hvor de er i stand til at tage selvstændig stilling, er det deres ret selv at tage stilling til familiens livssyn.
- Åndsfrihed gælder både individer og kollektiver som foreninger, partier, trossamfund mm.
Kommentar: Trykkefrihedsselskabet nikker i takt. Derfor skal opfordringen igen lyde: Slut op i vores rækker, hvor medlemmerne siden 2005 har kæmpet benhårdt for ytringsfriheden.
Grundlaget fortsat:
- Åndsfriheden er under pres
Foreningen er stiftet på baggrund af den vurdering, at åndsfriheden er under pres i Danmark – bl.a. som et resultat af følgende strømninger i samfundet:
- Ekstremisme – forstået som den ensretning, der opstår, hvis nogle tvinger deres egen tro, livssyn eller overbevisning ned over andre.
- Ånds- og religionsforskrækkelse – forstået som den ensretning, der opstår, hvis mennesker med en bestemt tro eller et bestemt livssyn udsættes for negativ særbehandling i det offentlige rum.
- Nationalisme – forstået som den ensretning, der opstår, hvis en bestemt definition af danskhed trækkes ned over alle borgere i Danmark.
Kommentar: Trykkefrihedsselskabet er enigt i a og b, men vil afvente en præcisering af begreberne i punkt c, der roder tingene sammen.
Nationalisme er en politisk ideologi, men desværre sammenblandes forskellen på nationalistisk og patriotisk ofte i uvidenhedens - eller dæmoniseringens? - navn. Patriotisme, der kan oversættes til nationalfølelse, betyder kærlighed til et bestemt sted, til fædrelandet og til en bestemt livsform. Nationalisme, derimod, er en politisk ideologi (jf. fx den engelske forfatter George Orwells essay ”Notes on Nationalism”, 1945).
En stråmand
Ved vejs ende vil jeg på grundlag af min gennemgang af formål og grundlag ærgre mig endnu mere over, at stifterne af den nye forening ikke har valgt at lægge deres kræfter i Trykkefrihedsselskabet. Igen-igen spredes kræfterne og initiativerne i stedet for at samle sig i forhold til de store problemer (jeg nægter at bruge ordet udfordringer), som det danske demokrati og en eroderende retsstat står overfor.
Ifølge en kommentar af Pierre Collignon https://www.b.dk/kommentarer/pierre-collignon-kan-du-klare-muhammed-testen vil ”foreningen (...) forsvare både retten til religionskritik – og retten til at være religiøs.”
Ja, selvfølgelig, hvad ellers?
Collignon fortsætter: ”Mens Trykkefrihedsselskabet, Dansk PEN og Fri Debat på hver deres måde kæmper for ytringsfrihed, er foreningen Åndsfrihed altså født ud af en vilje til også at forsvare religionsfriheden.”
Hm! Her lykkes det vist Collignon at lave en stråmand - i hvert fald i forhold til Trykkefrihedsselskabet – ved at skyde os i skoene, at Trykkefrihedsselskabet skulle være imod at forsvare religionsfrihed. Tværtimod. Religionsfrihed er samvittighedsfrihed, der ikke kan adskilles fra ytringsfrihed. Derfor går vi også varmt ind for religionskritik.
Og her er så håret i suppen, som hverken Åndsfrihed eller Collignon får alvor får sat skeen under: Kritik af islam er ikke bare religionskritik, men ideologikritik. Islam er nemlig ikke kun en religion, men en politisk ideologi forklædt som religion.
Når Åndsfrihed forsvarer muslimers religionsudøvelse ved at acceptere fx bederum, halalslagtet kød og kønsadskilt svømmeundervisning, forsvarer de i samme åndedrag en politik, der er uforenelig med de vestlige, sekulariserede demokratier.
Ekskurs
Islam er politik forklædt som religion
Med islam følger altid sharia, hvilket betyder, at islam ikke bare er en religion, som kristendommen, men en ideologi, hvis adelsmærke er at sætte skel: Mellem rent og urent, mellem mænd og kvinder, mellem (ret)troende og vantro.
Den afgørende forskel er altså sharia, det islamiske lov- og retssystem, som muslimer udleder dels af Koranen, dels af Hadith. Begrebet Hadith dækker som nævnt over beretningerne om, hvordan Muhammed og hans fire første efterfølgere (khaliffer) opførte sig.
Lovsystemet består af en samling af påbud og forbud, der ligger milevidt fra moderne vestlig opfattelse. Således opererer sharia med forbrydelser i form af sex før ægteskab, utroskab, homoseksualitet, indtagelse af alkohol, gudsbespottelse, vantro og frafald fra islam. Sharia er grundlaget for islam, og den handler altså om visse ytringer og bedrifter fra en fjern fortid, som er ubetinget forpligtende, og som hævdes at udtrykke Allahs vilje.
Det skarpe skel mellem mænd og kvinder
Et helt grundlæggende træk ved sharia er det skarpe skel mellem mænd og kvinder, hvor kvinderne i værste fald er mandens ejendom. I bedste har de færre rettigheder, fx den halve arveret af mændene. Kvinderne skal livet igennem være underlagt en mandlig beskytter, og de må som regel ikke færdes alene uden for hjemmet. De er også underlagt strenge begrænsninger, hvad angår udseende og påklædning (bl.a. tørklædetvang), og så er de ellers henvist til kønsopdelte skoler.
Mandens / klanens ære er helt afgørende og må for alt i verden ikke besudles af kvinders "forkerte" opførsel. Dette er baggrunden for æresdrab. Mandens ære er sharaf, som reduceres eller forsvinder, hvis en kvinde har kontakt med en mand, der ikke er godkendt af hendes klan - især ikke en ikke-muslim. Sharaf kan genoprettes ved blod = mord på kvinden. Er hendes ære blevet tabt, kan den ikke genskabes. Derfor skal hun dø. Skellet mellem shariamuslimer og kulturmuslimer findes især her.
Sharia-loven står over Folketingets love
Sharia er altså et politisk system i form af en lovpakke, der former hverdagslivet. Denne lovpakke kan man som muslim ikke unddrage sig, for en muslim skal leve i overensstemmelse med forskrifterne uden at sætte kritiske spørgsmålstegn. Det betyder, at sharia-loven står over politiske beslutninger vedtaget af Folketinget. Er man rettroende muslim er verden delt skarpt op i muslimer og vantro, og det gælder om at udbrede ummaen = det muslimske fællesskab til alle andre mennesker i verden. Der er missionspligt.
Mange muslimer vælger at være kulturmuslimer, ligesom danskerne er kulturkristne. Problemet er imidlertid, at en kulturmuslim af rettroende muslimer bliver regnet for vantro og frafalden, hvilket er forbudt iflg. islam. Derfor er der næsten heller ingen moderate muslimer = kulturmuslimer, der tager til orde i den offentlige debat. De kan ganske enkelt ikke.
Som rettroende er det ikke muligt at skelne imellem islam og islamisme. Der findes ingen moderat islam, men til gengæld findes der lykkeligvis millioner af moderate muslimer, der praktiserer en skriftløs version af islam.
