Det kræver noget mere håndfast, sagde Katrine Winkel i formandstale ved TFS' generalforsamling.
Den 12 marts 2005 - for præcis 10 år siden - holdt Trykkefrihedsselskabet sin stiftende generalforsamling i konfirmandstuen i Flødstrup præstegård. Meget så anderledes ud dengang.
For det første var vi dengang kun 50 til stede - i dag er vi over 200.
For det andet foregik generalforsamlingen under langt mere uformelle former. Der var ingen politifolk, ingen bombehunde og ingen sikkerhedsbekymringer.
Jeg behøver ikke at fortælle jer at alt er anderledes i dag.
Og jeg behøver ikke at fortælle, hvad grunden er.
Der er ingen tvivl: Der er et før og efter begivenhederne 14. februar 2015.
Vi må konstatere, at det ikke længere handler om at forsvare det frie ord - det handler om at vinde det tilbage.
Omar Husseins skændselsdåd og den forudgående massakre på Charlie Hebdo har været et realitetschok for mange og dermed også en øjenåbner.
Nu gælder det om at få åbnet folks øjne for truslen, før folk begynder at bøje nakken for den.
Det gælder om at få folk til at forstå to ting: At det er alvor nu og at det ikke kan betale sig at give efter eftergivelsens fristelse.
Eftergivelsens fristelse
For der er ingen tvivl om, at frygten er blevet en faktor. En faktor, der gør det endnu mere fristende at sige: Hvis vi bare lader være at nævne islam ved navn, hvis vi bare lader være at invitere svenske Muhammedtegnere til landet, hvis vi bare lader være at provokere i skrift og tale– så kan vi få fred og slippe for attentater og overfald.
Da 1930'ernes kendteste tilhænger af appeasement, Englands premierminoster Neville Chamberlain ofrede Tjekkoslovakiet af hensyn fred med Hitler, sagde Winston Churchill om ham:
”Han fik valget mellem krig og vanære. Han valgte vanæren og han vil få krigen”.
Det samme gælder vor tids kamp om ytringsfriheden: Vi står med valget mellem kampen og vanæren – og hvis vi vælger vanæren, får vi alligevel kampen. For Muhammeds fodsoldater indstiller selvfølgelig ikke angrebet, fordi vi nedlægger våbnene. Indstiller vi kampen, er der kun én ting, vi kan være sikre på: At vi taber – og taber vores frihed.
Aflysningskursen er en taber-kurs
Efter 14. februar har flere organisationer, her i blandt PEN, har aflyst debatmøder om ytringsfrihed og islam pga. frygt.
Jeg er stolt af at være formand for en forening i hvis bestyrelseingen - jeg gentager - ingen har givet udtryk for at vi i Trykkefrihedsselskabet skulle slå ind på samme vej.
Der sidder ingen tøsedrenge m/k i Trykkefrihedsselskabets bestyrelse, skal jeg hilse og sige. Det samme gælder vores hold af uundværlige hjælpere, der også er mødt op uden at mukke.
Psykologisk har jeg forståelse for, at folk i f.eks. PEN er bange, men jeg vil alligevel tillade mig at efterlyse lidt mere mandsmod.
Simpelthen fordi aflysningskursen er en fatal kurs at slå ind på. Det er en taberkurs, der kun vil give frihedens fjender blod på tanden og endnu mere vind i sejlene.
Og det er en kurs, vi i Trykkefrihedselskabet vil holde os på lang afstand af. Også i fremtiden.
En opstramning nødvendig
Hvordan vinder vi så ytringsfriheden tilbage? Det står efterhånden klart, at det ikke alene gøres ved at vise mod, ved at trykke tegninger, ved at holde møder og ved at afskaffe hate speech paragraffer.
Det kræver noget mere håndfast til: En opstramning af udlændingepolitkken.
Så længe et folketingsflertal lader tilstrømningen af ytringfrihedshadende udlændinge fortsætte, så længe lader det ytringsfriheden i stikken.
Det er jo et faktum, at hvis Europas grænser ikke så længe havde stået åbne for masseindvandring, havde Charlie Hebdos redaktion været i live i dag
Og havde det ikke havde været for udlændingeloven af 1983 og den deraf følgende tilstrømning havde Omar Hussein slet ikke befundet sig i Danmark lørdag d. 14. februar 2015 - og Finn Nørgaard og Dan Uzan ville ikke have ligget under mulde i dag.
Åbne grænser æder ytringsfriheden op.
Det faktum må vi prøve at få vores politikere til at forstå – og vi må prøve at få dem til at handle derefter. Det haster.
