Den 13. november havde Trykkefrihedsselskabet besøg af den estimerede amerikanske historiker og forfatter Raymond Ibrahim. Ibrahim har i mere end 20 år skrevet adskillige bøger og et utal af artikler om islams krig mod Vesten og resten af den ikke-muslimske verden, og det er en af hans centrale pointer, at islams evindelige krige ikke skal ses som isolerede, afgrænsede opgør mod en given fjende, men som en uendelig række slag i en evig, religiøs erobringskrig med det formål at underlægge verden islam.
Et nyt og måske afgørende slag i denne krig indtraf den 7. oktober med Hamas´ angreb på Israel og bestialske nedslagtning af 1400 civile jøder. Og det er spørgsmålet, om ikke netop Hamas´ seneste slag mod Israel markerer begyndelsen på en ny og ildevarslende fase i islams evige krig.
Selvom der ikke er noget nyt i, at slagene i Mellemøsten trækker deres spor hele vejen op i Europa, hvor den muslimske indvandring har sat sit præg på de vestlige, sekulære demokratier, så er reaktionerne denne gang voldsommere og den åbenlyse radikalisering af herboende muslimer lang hurtigere og mere udbredt end tidligere:
I årevis har københavnerne været vidne til tilbagevendende demonstrationer til islams og Allahs ære, når tusindvis af muslimer (mændene forrest og kvinderne bagerst) har defileret ned ad Nørrebrogade, men aldrig tidligere har der været trukket så mange af huse, som vi ser nu – og aldrig tidligere har Hamas-kampråbene lydt så højt og selvsikkert. På Facebook er en drone-video blevet delt fra 4. november, der viser det enorme opbud af muslimske pro-Hamas demonstranter, der strækker sig langt over en kilometer. Til sammenligning fyldte den ellers relativt talstærke Krystalnats-demonstration mod jødehad nogle dage senere ”kun” den del af Krystalgade, der strækker sig fra Fiolstræde til Købmagergade. Antal betyder meget, og den selvsikkerhed, hvormed muslimer fremturer i disse uger, får de kun bekræftet ved at se, hvor mange de er – og hvor sølle vores protester virker i sammenligning.
Den erklærede islamist og rapper Isam B. kom i første omgang i modvind, da han i P1 debat svarede, at det var et spørgsmål om ”perspektiv”, når det kom til at betegne Hamas som en terrororganisation. En udtalelse, som man skulle forvente han ville blive tvunget til at trække tilbage, hvis han ville beholde resterne af sit i forvejen blakkede rygte. Men i modsætning til tidligere, er der ikke noget, der tilsiger kulturlivets islamister at holde igen i offentligheden med deres sympatier: Isam B gik således ud få dage senere og slog de sidste søm i: ”Hamas er ingen terrororganisation”
I P1 Morgen den 14. november (ca. 1 time og 23 minutter inde i programmet) udtaler den tidligere islamist og leder af den militante organisation Kaldet til Islam, Yaqoub Ali, at der siden 7. oktober er sket en hurtig og meget voldsom radikalisering i store dele af det muslimske miljø, som ellers kunne betragtes som relativt fredeligt. Det er noget helt nyt, ”…at vi ser danske muslimer på den her måde juble og være glad” for Hamas´ nedslagtninger. Selv den garvede, og tidligere så militante islamist er rystet over den lynhurtige normalisering af Hamas´ bestialiteter: ”Man er gået fra ikke at turde ytre sympati for ekstreme holdninger til at juble over dem” – og dette på kun få uger.
Læg hertil regeringens seneste udmelding om at højprioritere danske jøders sikkerhed. Hvordan, må man spørge al den stund, at jødiske institutioner har været svært bevogtet siden terrorangrebet på Krudttønden og Synagogen i 2015. I øvrigt er det slående, at ingen nævner, hvad og hvem det er jøderne skal beskyttes imod. Det blev heller ikke nævnt i forbindelse med Krystalnats-demonstrationen i sidste uge, hvor myndighederne ellers havde travlt med at forsikre folk om, at de roligt kunne møde frem, for der var masser af politi, så demonstranterne ”kunne føle sig helt trygge”, men ingen sagde noget om, hvorfor al denne bevogtning var nødvendig.
Fraværet af modstand mod truslen fra islam og myndighedernes frygt for at sige troldens navn, får ganske givet stadigt flere islamister til at vejre morgenluft og generere en eskalerende radikalisering blandt herboende muslimer: vi er svage og de er stærke. Og denne tilsyneladende øgede muslimske styrkeposition er sprængfarlig. Måske vil gemytterne dæmpes i denne omgang og situationen igen normaliseres – men kun til en vis grad. Og det nye trusselsniveau er altid højere end det forrige. I dag er det f.eks. langt farligere at være jøde i Danmark end det var efter Omar El-Husseins terrorangreb i 2015.
Også den engelske forfatter og politiske kommentator Douglas Murray er blevet forskrækket: da han i 2018 var i København for at modtage Trykkefrihedsselskabets Sapphopris, spurgte jeg ham, hvad han ville definere som (vest)europæernes ”breaking point” i forhold til den stigende islamisering og befolkningsudskiftning i Vesten. Hans svar faldt prompte: ”Der er intet breaking point. Vi vil bare acceptere, at grænserne for det normale bliver ved med at udvide sig”.
Nu har 7. oktober imidlertid fået ham til at ændre holdning. I hvert fald har han selv erkendt et personligt breaking point. I flere interviews og mest eksplicit i et interview med Dave Rubin erklærer han åbent, at han har fået nok, og siger direkte, at alle Hamas- og jihadister og deres tilhængere skal smides ud af England. Politiet må ordne det, og hvis de ikke magter det – så må militæret sættes ind, og Gud nåde og trøste England, hvis militæret heller ikke magter opgaven, for så vil befolkningen gøre det selv – og så bliver det for alvor grimt.
Douglas Murray har vundet uvisnelig hæder og anerkendelse på at kunne definere og forudsige samfundsudviklingen i England og Europa og på den baggrund er der god grund til at tage pejling af hans vrede profeti, ligesom man roligt kan stole på Raymond Ibrahims historiske belæg for, at islam vil være i evig krig med sine omgivelser til verdensherredømmet er sikret.
Hvad enten det hele lægger sig igen, når Israel har udslettet Hamas for denne gang eller ej, så står én ting fast: det går kun én vej – den gale.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
