Eva Prievalska er 60 år, uddannet sygeplejerske, gift med en mand fra Etiopien som hun har tre nu voksne børn med, og siden 1992 med bopæl i Brøndby Strand. På overfladen en ganske almindelig dansk kvinde med et ganske almindeligt dansk liv.
Men Eva Prievalska er alt andet end en almindelig dansk kvinde: hun kom til Danmark som flygtning fra det tidligere Tjekkoslovakiet i 1986 og har i kraft både af sin opvækst under et totalitært, kommunistisk styre, sin beslutning om at flygte til Danmark, sine erfaringer som (europæisk) flygtning/indvandrer i Danmark og ikke mindst med bopæl i en af Danmarks mange ghettoområder en helt særlig tilgang til sit (nye) land. Hun er på en gang en fremmed fugl og den mest velintegrerede dansk-tjekkoslovakker og hun har i kraft af denne tilvalgte identitet et unikt insider-distanceret blik på Danmark, på danskerne og på den danske samfundsmodel, som med rette er blevet betegnet som verdens bedste.
Det har Eva Prievalska skrevet en bog om: ”Eva alene i Danmark – Historien om et møde mellem uforenelige størrelser og gemytter”. Her fortæller hun om sin – ret udramatiske – afhopning fra Tjekkoslovakiet i forbindelse med en turistbustur til København, sit ophold i Sandholmlejren og på Hotel Danmark i Rantzausgade, sin kamp for på en gang at lære det nærmest umulige sprog dansk (”Hvorfor har de (danskerne) kompliceret deres sprog med flade vokaler, stumme konsonanter, bløde ”d”´er?”), blive mor til tre børn og uddanne sig til sygeplejerske. Alt sammen båret af en indædt vilje til at tilegne sig sit nye land og blive en aktiv del af det. Men også af en stor pligtfølelse, som nok er rundet af den opdragelse hun har med sig hjemmefra, men som i lige så høj grad er resultatet af den beslutning hun tog om at forlade sit gamle hjemland i 1986 for at tilegne sig et nyt.
I Eva Prievalskas optik har man nemlig pligt til at blive en god borger i det land, der har taget imod en og bidrage aktivt til det samfund, man er blevet en del af. Til sin store forbløffelse må hun dog erfare, at hun står ret alene med den holdning i flygtninge/indvandrermiljøerne hun færdes i, både i Sandholmlejren, på Sprogskolen på Kigkurren og senere i ghettoen i Brøndby Strand. Her ser hun ingen taknemmelighed til Danmark over at være blevet taget godt imod, men til gengæld brok over alt fra fraværet af højhuse i Danmark til at danskerne ikke kan lave mad. Og helt gennemgående en manglende vilje til overhovedet at lade sig integrere: Danmark og danskerne blev (og bliver) betragtet som svage og kulturløse og dermed også i vid udstrækning som foragtelige.
Heroverfor står mødet med de utrættelige og evigt forstående socialrådgivere og danskundervisere på sprogskolen, som hurtigt kommer til at fremstå tossegode, fordi de aldrig sætter sig selv og deres funktion i respekt, men nægter at erkende den foragt for deres indsats, de konstant mødes med. Eva Prievalskas frustration vokser: hun vil lære dansk, men hun er åbenlyst den eneste, for undervisningen bliver konsekvent undermineret og timerne kommer ud af kontrol. Værst går det, da underviseren vil vise tv-serien ”Alle elsker Debbie”: de muslimske kvinder nægtede at se den og mændene stoppede filmen adskillige gange. Alligevel fortsatte underviseren med at være venlig og svare beredvilligt på hånlige spørgsmål.
Eksemplet står som et sindbillede på årtiers fejlslagen integrationspolitik i Danmark og de lige så fejlagtige præmisser dansk udlændingepolitik hviler på: at der hos (muslimske) indvandrere er et ønske om at lære Danmark at kende og at tilpasse sig danske forhold.
Eva Prievalska har været førstehåndsvidne til denne konflikt lige siden 1986, samme år som Søren Krarup for sine sparepenge indrykkede helsidesannoncen ”Nej – ikke en krone!” som protest mod en indsamling til Dansk Flygtningehjælp og dermed dansk udlændingepolitik. Det giver hende en særlig position at vurdere Danmark og danskerne ud fra, og man gør derfor klogt i at lytte til, hvad hun har at sige, for hun giver med sin personlige historie som baggrund et begavet og illustrativt korrektiv til det skønmaleri venstrefløjen har fremturet med i årtier om (muslimsk) indvandring. Eva Prievalska elsker oprigtigt sit nye fædreland og hendes analyse er klar allerede i forordet:
”Min pladask-forelskelse i Danmark var ægte, og jeg syntes at det var virkelig godt fundet på! Værd at efterligne. Hvorfor havde vi andre ikke tænkt på sådan en samfundsindretning?
Jeg har ikke svarene, jeg ved bare, at resten af verden ikke er moden til en så avanceret og uselvisk samfundsmodel. Resten af verden kan heller ikke forstå den fine balance mellem ihærdig arbejdsindsats og generøs solidaritet. Manglende indsigt er gensidig.”
”Eva alene i Danmark” er et vigtigt og vægtigt partsindlæg, som burde omdeles til samtlige 179 folketingsmedlemmer som pligtlæsning før partiernes udlændingeordførere overhovedet får lov til at udtale sig.
”Eva alene i Danmark – Historien om et møde mellem uforenelige størrelser og gemytter”
168 sider,
Udgivet på forlaget Kharius (299 kr.)
Bogen kan købes her: https://kahriusshop.dk/produkter/11-biografier---erindringer/675-eva-prievalska-eva-alene-i-danmark/
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
