Ved indgangen til et nyt år er det god skik at gøre status over det gamle. Og set i et ytringsfrihedsperspektiv er der al mulig grund til at tage pejling af de angreb på ytringsfriheden, der har præget året, der gik og som er kommet fra de institutioner, der om nogen har værnet om vores ytringsfrihed som fremmeste mål: Folketinget og universiteterne.
I efteråret fremsatte Justitsministeren et forslag om udvidelse af straffelovens spionbestemmelse, der ikke alene skulle omfatte information og oplysninger, der gik ud af landet, men nu også information, som kommer ind i landet, plantet af fremmede efterretningstjenester for at påvirke meningsdannelsen i Danmark. Lovforslaget kriminaliserede spredning af plantede oplysninger, lige fra de største medier til den almindelige facebookbruger, og omfattede fuldstændig lovlige holdninger og ytringer. Det afgørende var og er ikke indholdet af ytringerne, men hvem, der havde plantet dem. Et helt uhørt indgreb i ytringsfriheden, der efter lovforslaget skulle kunne give op til 12 års fængsel.
I december underskrev regeringen FNs migrationspagt og forpligtede sig hermed bl.a. til at blande sig i, hvordan medierne vinkler deres rapporteringer om migrationsstrømmen, så bliver ”etisk korrekt” – og stoppe mediestøtte til de medier, der ikke skriver positivt om migration. At migrationspagten ikke er juridisk bindende, er i denne sammenhæng fuldstændig underordnet: regeringen har bundet Danmark til en FN-pagt, der har det som erklæret politisk mål at tillade politisk påvirkning af og indgriben i pressens og mediernes arbejde. Et frontalangreb på presse- og ytringsfriheden.
Det er en helt ny situation, at vi i Trykkefrihedsselskabet i 2018 har måttet konstatere, at truslen mod ytringsfriheden nu også kommer fra regering og Folketing, og at vores kamp for det frie ord fremover skal dække en helt ny flanke, der hidtil har været godt dækket af, fordi danske politikere traditionelt har været meget bevidste om at værne vores ytringsfrihed. Den bevidsthed viste sig alvorligt svækket i 2018.
Den anden markør for at ytringsfriheden herhjemme er under pres fra vores egne institutioner, er det menings- og ytringstyranni, der i 2018 ramte danske universiteter fra USA, hvor de studerende har taget magten og indført safe spaces og trigger warnings for uønskede ytringer og fået undervisere fyret for ikke at anvende tilstrækkeligt ”inkluderende” termer i undervisningen.
En helt absurd krænkelsesideologi, som vi længe håbede på, at danske unge var for oplyste og begavede til at anamme og underviserne for ansvarsbevidste til at ville tillade, men 2018 skød håbet i sænk. Først lykkedes det 3 (tre, sic!) jurastuderende at få Københavns Universitet til at indføre forbud mod ”krænkende udklædninger” efter de studerende i forbindelse med rusugen havde afholdt fester, hvor de klædte sig ud som indianere og mexicanere.
Senere kom det frem, at viceinstitutleder på CBS, Mads Mordhorst, havde givet en ung studerende en undskyldning, fordi der var blevet afsunget ”Den danske sang er en ung, blond pige” ved et internt arrangement. Den åbenbart ikke-blonde studerende, havde været for uvidende og uoplyst om sangens mening og havde følt sig krænket og ekskluderet. En opfattelse Mads Mordhorst til fulde forstod, for som han udtalte til Kristeligt Dagblad: ”Ellers har vi ingen mulighed for at udvikle os og for at indse, hvor hjemmeblinde vi er.”
Kombinationen af et politisk niveau, der i stigende grad synes villige til at ofre ytringsfriheden for kortsigtede gevinster, et selvbevidst, umodent og krænkelsesparat studentersegment og en flok forskræmte undervisere og professorer med akut hensynbetændelse – er den rene gift for det frie ord:
Nutidens krænkelsesparate millenium-børn er morgendagens ledere, og hvis de ikke allerede nu, mens tid er, får en omgang læsterlige verbaltæv og en regulær udskamning af både lærere og politikere for at være så forkælede og dannelses-blinde, så vil det blive deres indskrænkede og småtfornærmede normer, der kommer til at præge fremtidens Danmark.
Det vil ud over at være at kæmpe skud for boven for både demokrati og ytringsfrihed også medføre et ubodeligt dannelsestab, som det vil være endog meget svært at vinde ind igen. Den situation skal vi for enhver pris undgå, og det begynder med, at ”de voksne” undervisere og politikere tager sig gevaldigt sammen, går foran og bliver de rollemodeller, de burde være.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
