Navnet Helle Merete Brix (født 1959) vil være velkendt for mennesker, der har fulgt med i - eller deltaget i – debatten om indvandring, islam og demokrati. Ud over at være journalist, anmelder og debattør er hun forfatter til en lang række bøger, der tematisk spænder vidt.
I forhold til Trykkefrihedsselskabet er ikke mindst værkerne om islam i Europa, fundamentalisme og ytringsfrihed tankevækkende læsning. Med titler som ”I krigens hus” (2003) (skrevet sammen med Lars Hedegaard og Torben Hansen) og ”Mod mørket: Det Muslimske Broderskab i Europa” (2018) har Brix slået sin position fast som belæst og velargumenterende islamkritiker.
Hendes viden og indsigt er ikke kun teoretisk, men er blevet omsat i praksis med bl. a. engagement først i Trykkefrihedsselskabet, siden i Lars Vilks Komiteen, støttekomiteen for den svenske Muhammedtegner og kunsthistoriker.
Nu er hun aktuel igen med værket ”Blandt kolibrier og kalasjnikover. Om terrorens ofre” – hvortil den franske ambassadør Francois Zimeray har skrevet forord. Zimeray var nemlig også til stede ved det famøse ytringsfrihedsarrangement i Krudttønden d. 14. februar 2015 og oplevede her terroren på egen krop.
I forordet understreger Brix, at til trods for at alle større terrorangreb - Breivik/ Utøya, Norge 2011 undtaget - i de sidste tiår er begået af mennesker, der siger, de handler i islams navn, så er fokus i denne omgang ikke på islam, tilvandring og ytringsfrihed:
”Siden angrebet [i Krudttønden] har jeg fokuseret mindre på ytringsfriheden og mere på terrorens ofre. (s. 14)
Det er altså ikke bødlerne (terroristerne, jihadisterne), der skal i rampelyset, men de mennesker, hvis liv er slået mere eller mindre itu af en terror, der rammer i flæng.
Genren er en hybrid
Forfatteren kalder selv genren en hybrid – sammensat som bogen er af en stribe interviews, reportager, essays, citater, breve, fotografier, tegninger mv. Dele af teksten har tidligere været trykt som artikler i dagspressen, men bl.a. afsnittet ”For mange jøder” med omtale af den i Sverige omstridte film ”Watching the moon at night – om terrorisme og antisemitisme” kan helt bestemt fortjene en genlæsning.
I samme kapitel nævnes Joachim Schröders og Sophie Hafners film ”Auserwählt und Ausgegrenzt. Der Hass auf Juden in Europa” – altså ’Udvalgt og udgrænset: Hadet til Europas jøder’. En serviceoplysning her er, at den kan ses på YouTube, hvor bl.a. følgende information bringes frem:
”Vi lærer om de umådelige summer, som EU og private organisationer i Europa poster i Gaza, hvor korruption forhindrer, at pengene kommer befolkningen til gode. Ubegribeligt er det også, hvad palæstinensiske politikere kan slippe af sted med at sige i deres taler over for europæerne (…) den daværende formand for Europa-Parlamentet, Martin Schulz, klassificerer i en tale holdt i EU-Parlamentet af Mahmoud Abbas, det palæstinensiske selvstyres præsiden som ”inspirerende”. Denne tale indeholdt den usandfærdige påstand om, at den israelske regering var blevet opfordret af rabbinere til at forgifte den palæstinensiske vandforsyning.” (s. 106-107).
Bogens opbygning
Helle Merete Brix kommer vidt omkring inden for det valgte genstandsområde: Terrorens ofre, overlevende og pårørende. Såvel geografisk som hvad angår de mennesker, der har bidraget direkte eller indirekte til at belyse de mange problemstillinger.
En oversigt over hovedkapiteloverskrifterne antyder spændvidden:
Frankrig og Algeriet
Danmark og Storbritannien
Norge
Eftervirkninger af terror
Terroristerne – med underpunkterne Dialog med terrorister? Terroristernes familier og Salafismen
Ytringsfrihed
Ikke mindst det sidste afsnit vil have interesse for Trykkefrihedsselskabets medlemmer og sympatisører.
Titlen
Hovedtitlen ”Blandt kolibrier og kalasjnikover” skal kort forklares:
”Med en kalasjnikov i ryggen havde Coco ikke meget valg.” (s. 83)
Rammen er angrebet på Charlie Hebdo d. 7. januar 2015, hvor 12 mennesker blev dræbt. Coco var tegner på Charli Hebdo og sammen med receptionisten Angelique på vej ned af trappen for at ryge en cigaret ude på gaden. Her mødte de terroristerne, brødrene Kouachi, der tiltvang sig adgang til lokalerne på 2. sal ved at tvinge koden til døren ud af Coco.
I parentes bemærket er det interessant at reflektere over, hvad udfaldet ville have været, hvis Coco havde nægtet. Ville en låst dør – og evt. lyden af hendes likvidering - have advaret tegnerne ovenpå? Ville brødrene i det hele taget være kommet ind?:
”Hvem af os ved, hvordan vi ville reagere i en farlig situation? Vil vi kaste os ind foran et andet menneske og tage en kugle for dette menneske? Vil vi skærme nogen med vores krop? Kunne holde hovedet koldt og på den måde redde menneskeliv? (s. 294)
Kolibrierne, The Hummingbirds, er betegnelsen for en fransk organisation, der rejser penge til terrorofre gennem salg af kunstobjekter. Kunstnere opfordres til at donere et objekt, der så sælges. Camille Simien er kasserer og forklarer:
”For der var engang en kolibri, der ville slukke en skovbrand ved at transportere dråber i sit næb hen til ilden. De andre dyr ser på kolibrien og siger: ”Du kan intet gøre overhovedet med disse dråber.” Men kolibrien svarer: ”Jeg gør min del”. (s. 134)
I første omgang forekom titlen noget søgt, men den har vist sig at være helt dækkende for den tematik, bogen kortlægger. Terrorister bruger kalasjnikover - og mange organisationer og enkeltpersoner giver deres lille (kolibri)bidrag til at hjælpe ofrene.
Mosaik af vigtige citater
Her følger en række nævneværdig citater, i det tilfælde læseren ikke selv får sig kastet ud i de 375 sider:
”For hvordan skal man definere ofrenes status: Er de vidner, ofre eller overlevende? Dilemmaet består i, at man både skal opnå anerkendelse af, hvad man har været udsat for, og samtidig ikke må låse sig fast i offerrollen.” (s. 20)
”Man kan nærmest tale om et hierarki af ofre, de overlevende, de sårede og familierne”. (s. 41)
”Den nu afdøde filosof André Glucksmann anklager i filmen [Watching the moon at night – om terrorisme og antisemitisme] den europæiske venstrefløj for, i sit ønske om at inddrage de muslimske immigranter i deres revolutionære projekt, at have overtaget den muslimske antisemitisme.” (s. 104)
”(…) Israel regnes for et verdenscentrum for viden om terrorismens ofre (…)” (s. 124)
Dominique Szepirlak - psykolog og traume-forsker: ”Hvis 100 mennesker gerne vil arbejde med traumatiserede mennesker, er der måske to af dem, der er i stand til det.” (s. 131)
Terroroffer: ”Kommer der en lastbil, går man lige lidt ind til siden.” (s. 201)
”(…) 51 procent af forældrene til de dræbte på Utøya stadig er helt eller delvist sygemeldt.” (s. 225)
”Flere kender til overlevende [fra Utøya], der i dag døjer med misbrugsproblemer.” (s. 229)
”Tiden læger ikke alle sår. Men tiden gør sit. Når jeg har hørt folk argumentere for, at der ikke skal danses på Bataclan eller holdes sommerlejr på Utøya, tænker jeg, at deres forbehold er forståelige; men samtidig: Hvad godt gør det for et samfund at bygninger, øer og områder, hvor ondskaben er slået ned, omdannes til rene mausoleer?” (s. 243)
Psykolog Anders Korsgaard Christensen: ”Du kommer over trafikuheldet på en helt anden måde. Terroren virker stærkere end noget som helst andet. Man mister troen på andre mennesker.” (s. 268)
”(…) forbrændinger og neurologiske skader er det værste, terrorofre kan slås med.” (s. 269)
”I får ikke mit had”, skrev journalisten Antoine Leiris i et opslag på Facebook d. 16. november 2015. Tre dage før havde han mistet sin hustru, Luna-Hélène Muyal, på Bataclan (…) Men hvorfor sorg er en mere acceptabel følelse end vrede, er uklart for mig. Der ligger en usund rørstrømskhed bag den fuldstændige afvisning af vreden.” (s. 288-289)
”Bemærk ordet: Radikaliseringstruede. Som om disse mennesker er viljesløse ofre.” (s. 311)
”Dette fokus på terroristerne frem for ofrene, denne bagatellisering af bødlernes gerninger, er desværre ikke noget nyt.” (s. 313)
Ytringsfrihed
Ytringsfriheds-kapitlet påkalder sig af indlysende grunde i denne sammenhæng særlig opmærksomhed.
Således forsvarer forfatterne til murstensværket ”Men – ytringsfrihedens historie i Danmark”, Frederik Stjernfelt og Jacob Mchangama, at Lars Vilks Komiteen er blevet skrevet ud af historien:
”Når vi bruger så lidt plads på Fri Debat, TFS, PEN, kredsen om disse foreninger og andre prominente debattører, er det fordi denne personkreds (os selv inklusive) efter vores opfattelse har været statister i de seneste 10 års historie om ytringsfriheden”. (s. 324)
Selverkendelse er en dyd, det samme kan ikke siges om værkets blinde vinkler.
I kapitlet opridser Brix desuden de forhindringer og risici, frafaldne muslimer, herunder kritiske bloggere og aktivister, har at slås med. For ikke tale om de efterhånden mange personer, der må leve livet med livvagter: Flemming Rose, Kurt Westergaard, Carsten Juste, tidligere chefredaktør på Jyllands-Posten, Lars Hedegaard, Naser Khader, Geert Wilders, Lars Vilks, Ayaan Hirsi Ali, Salman Rushdie, Zineb El Rhazoui, journalist og tidligere medarbejder ved Charlie Hebdo.
Fint med en repetition af de livshistorier, mange allerede kender til, men måske har glemt de nøjere omstændigheder omkring.
En god og informativ bog
Helle Merete Brix har skrevet en god og informativ bog om terror og terrorens langtidskonsekvenser. Nye terroranslag skygger ofte for de ældre og dermed deres ofre, men her lykkes det at få sat de sidste mange års ofre i centrum igen. Det arbejde skal Brix have stor tak for at have taget på sig.
Hendes håb om, at ”Blandt kolibrier og kalasjnikover” vil kunne bruges i undervisningen i de ældste skoleklasser og i gymnasiet, er nok lovligt optimistisk. Af den enkle grund, at et helt nødvendigt indeks mangler, der ellers kunne have fungeret som (lærer)vejviser i kalejdoskopet af tekststykker. Den detaljerede indholdsfortegnelse slår ikke til.
Bogen skæmmes en smule af gentagelser og overlapninger, og denne anmelder havde gerne været den indimellem lidt-for-private fortællende journalistik foruden. Litterære virkemidler kan være fine – og undertiden malplacerede.
Et forsvar for rygning!
Til gengæld leveres – ganske utilsigtet! – et af de bedste forsvar for rygning i mands minde: Journalist Mohammed Sifaoui er manden, der afslørede de danske imamers dobbeltspil under Muhammedkrisen og infiltrerede en al-Quada-celle i Frankrig. Også han lever i dag med livvagt.
Men tilbage i 1996 overlevede han et bombeangreb mod avisen Le Soir, hvor han arbejdede. Attentatet kostede mange mennesker og kolleger livet. Men Sifaoui var gået udenfor – for at ryge!
Helle Merete Brix: BLANDT KOLIBRIER OG KALASJNIKOVER. Om terrorens ofre. Hæftet. Ill. 375 sider. Kr. 269,95. Forlaget Dreamlitt. Udkommet d. 14. februar 2018
