Jeg plejer at undgå at interviewe folk, jeg kender relativt godt. Men jeg har gjort en undtagelse i tilfældet Torben Hansen, historiker og medforfatter til den omdiskuterede bog "I Krigens Hus - islams kolonisering af Vesten" af Brix, Hansen og Hedegaard. Årsagen er, at Torben Hansen i januar 1980, som trotskist og udsendt af den revolutionære avis Klassekampen, som en af ganske få vesterlændinge havde sin daglige gang ved den besatte amerikanske ambassade i Teheran. Han var også øjenvidne til de blodige opgør mellem iranske venstrefløjsgrupper og Khomeinis fascistiske gade-militser. Historien om Torben Hansen i det Teheran, der var i færd med at undergå en katastrofal forandring er også historien om en venstrefløj i Vesten, der dengang som nu ikke vil lægge afstand til eller analysere islamismens barbari.
Til stede ved interviewet er endnu en tidligere trotskist, Lars Hedegaard, historiker og journalist. Hedegaard skrev i sin tid i Klassekampen under pseudonymet Knud Hansen. Og med ved interviewet er også skuespilleren og kommentatoren Farshad Kholghi, der første gang mødte Torben Hansen i midten af 80erne på det nu nedlagte Hotel Viking i Bredgade. Her var Kholghi som 13-årig flygtning indkvarteret sammen med sin mor. En dag gik snakken blandt gruppen af indkvarterede iranere, at en dansker, der kunne tale persisk, var på besøg på hotellet. Manden var Torben Hansen, der havde lært sig sit første persisk i Teheran, Shiraz og Ishafan, i the-huse, på de små hoteller, hvor han overnattede, ved samtaler med natportieren, studenter, kommunister, trotskister, arbejdere og andre. Og som endeligt var nået til Teheran i januar 1980 efter en lang og besværlig rejse over Cypern, Israel, Tyrkiet og Syrien.
- Det gik lidt galt. Jeg var nået op i tyrkisk Kurdistan og ville tage over grænsen til Iran, men det kunne jeg ikke. Det var vinteren 1979, og Khomeinis Revolutionsgarde havde travlt med at skære halsen over på azerbadjanske separatister. To provinser var i militær undtagelsestilstand, og grænsen mod Tyrkiet og Iran var lukket. Kilometerlange køer af lastbiler spærrede. Jeg sad oppe i kulden og kunne ikke komme afsted. Så hoppede jeg på toget og kørte tilbage til København.
Med billigste fly fra København over Moskva gik det derefter mod Iran, og i januar 1980 landede Torben Hansen i Teheran.
- Der var ikke noget med visum. Det var mindre end et år efter at "den gamle" (Ayatollah Khomeini, red.) var kommet tilbage og et år efter at shahen (shah Muhammad Reza Pahlavi, red.) var ude af landet. Der var stor ytringsfrihed og organisationsfrihed, og jeg kunne gå rundt og snakke med alle mulige folk. Der var ikke den massive undertrykkelse, der kom senere hen. Jeg havde et par adresser blandt andet på et trotskistisk parti, der dog senere splittede. De fleste af de iranske trotskister havde boet i USA, og dem skulle jeg snakke med.
Ytringsfrihed og gadefascister
Også Kholghi husker denne korte periode som "en fantastisk tid, der var håb, ytringsfriheden blomstrede og grupperne diskuterede på universitetsområdet". Men Kholghi og hans familie var også opmærksomme på de rivaliserende kampe på gaderne mellem de forskellige grupper.
'Valgplakat' fra Teheran, begyndelsen af 1980.
Til højre ses Abolhassan Banisadr (med briller), der blev
valgt til præsident i januar 1980. Lidt tilbagetrukket er
Ahmad Khomeini, søn af ayatollah Ruhollah Khomeini, der
ses i midten. Yderst til venstre Mohammed Mossadegh, der
som statsleder nationaliserede Irans olie, men som i 1953
blev væltet ved et kup støttet af Storbritannien og USA
Det var i denne periode, at Abolhassan Banisadr var indsat som regeringschef. Irans første regeringsleder efter shah Reza Pahlavis fald var Mahdi Bazarghan, der blev tvunget til at gå af, da Det Islamiske Republikanske Parti, Khomeinis fløj, påstod at han stod i "ledtog" med "spionerne" på den amerikanske ambassade. Også Banisadr måtte i løbet af 1980 flygte ud af landet, da det Islamiske Republikanske Parti styrtede ham og han blev anklaget for at være en slags ny "shah". I dag kan disse folk betragtes som en art nyttige idioter for Khomeinis fløj, og som ved den franske revolution endte revolutionen med at æde sine egne børn.
Det Iran, Hansen landede i januar 1980 bød på en række rivaliserende grupper, også inden for venstrefløjen: For eksempel Tudeh, det iranske kommunistparti. Fedayin-e-Khalq (Folkets Forkæmpere), en aflægger af Tudeh-partiet, der især tiltrak de unge. Og ikke mindst Mujahidin-e-Khalq, Folkets Krigere, hvis ideologi kan karakteriseres som en sammenblanding af islamisme og socialisme. Stadig i dag anses de af naive vesterlændinge for et demokratisk alternativ til mullaherne i Teheran. Skønt almindelige iranere afskyr dem for deres brutalitet. Men Hansen var begejstret for revolutionen.
- Alene det at man hadede Amerika, var i min bevidsthed næsten nok til at retfærdiggøre en revolution. Kan man bryde imperialismens magt, er der åbent for en ny dagsorden. Det er et kernepunkt i kommunismen.
Disse grupper, der havde stået sammen med Khomeini om at vælte shahen, stod altså i opposition til Khomeinis fløj, Det Islamiske Republikanske Parti, der vandt parlamentsvalget i marts 1980 ved hjælp af valgsvindel og vold. Og til Hizbollah, Guds Parti. Hizbollahs overfald på demonstranter var ganske vist allerede begyndt. Men holdningen var, også hos Torben Hansens trotskistiske kontakter, at det var blot et spørgsmål om tid, så var ballademagerne nedkæmpet. Hverken Torben Hansen eller den iranske venstrefløj så nogen konkret sammenhæng imellem Khomeini og gadens religiøse fascister, der ikke gik af vejen for at tæve, lemlæste og dræbe folk.
- Khomeini svævede over vandene. På kæmpeplakater over hele Teheran, klædt i ædelt blåt og med fint, hvidt skæg. Der var ikke nogen der dengang forstod eller formulerede, at han var hovedansvarlig for gadens terror.
Khomeini var landet med Air France fra sit vestlige eksil. Iranere i al almindelighed vidste godt at han havde skrevet nogle bøger om Gud og sådan, men de havde ikke læst dem. Af bøgerne fremgår det klart, at ayatollaherne, de, der havde indsigt i sharia, skulle styre staten. Udadtil, i sine taler, lovede Khomeini, frihed, demokrati og pluralisme. Men som det snart skulle vise sig, var dette et typisk udslag af taqya, altså det fænomen, at det er tilladt en muslim at lyve, når det tjener islams sag.
Khomeni og Marx
Selv folk på den iranske venstrefløj havde en vis respekt for Khomeini, forklarer Hansen, for Revolutionens imam boede i en to-værelses, og hans kone serverede kogt ris for ham. En lille og beskeden mand, i modsætning til den oppulente shah, hvis fætre fyldte lommerne. Måske anså man Khomeini for dum og hellig, men han var ikke korrupt. Og som Hansen udtrykker det, var korruption "det, alle kredsede om".
- Det siger noget om, hvad også jeg manglede af beredskab for at kunne undersøge, hvad jeg stod over for. Forståelsen af den patrimoniale stat, altså det fænomen, at et helt samfund tilhører herskeren, kan ikke trænge igennem en leninistisk opfattelse. Her er synspunktet, at staten, det er kapitalen. Det er simpelthen bankdirektørerne og deres håndlangere der styrer politiet og hæren, altså denne primitive opfattelse af, at den udøvende og dømmende og lovgivende magt blot er stik-i-rend drenge for A.P. Møller. Så er der ikke plads til at forstå, at en shah, en sultan kan eje alle, både troende og vantro.
Torben Hansen understreger, at der for ham er en meget stor forskel imellem den 1800-tallets europæiske socialisme og det russiske vanvid, der brød igennem i 1. verdenskrig. Vist var Marx en løgner og en svindler. Men der er en afgrund imellem Marx og det han satte i værk og inspirerede i Europa, og det som Lenin stod for, mener Hansen. Marx udtalte sig for eksempel positivt om den franske og britiske kolonisering af henholdsvis Algeriet og Indien. Det var et stykke på vejen, mente Marx, der var nærmest besat af udviklingstanken: Først kommer stenalderen, så slavesamfundet, derefter det feudale samfund, så kommer kapitalismen, og derefter socialismen og kommunismen. En tankegang der, som Hansen udtrykker det, "styrtede sammen med Lenin og Trotskij".
I artikler i Klassekampen beskrev Hansen islam som en "persisk oprørsfilosofi". I en artikel angav han de forskellige årsager til, at "Khomeinis idé om en "islamisk republik" aldrig vil kunne realiseres". En af dem var, at "Det store flertal af både de arbejdende masser og af aktivister som Mujahidin-medlemmerne mener "socialistisk omvæltning", når de siger "islamisk revolution". Hansen skrev også, at shariaens straffe som for eksempel håndsafhuggelse for tyveri aldrig for alvor ville blive accepteret i Iran. Men som vi i dag ved, var det Khomeini og det mindretal, der støttede den religiøse fløj og sharia, der vandt.
Revolutionsmetodikken, forklarer Hansen, havde Khomeini lært af kommunisterne, og allerede inden hans tilbagekomst til Iran havde han et netværk af underofficerer, der arbejdede for ham og som skabte kontakt med eksiliranerne. Det fodfolk, der støttede Khomeini var efter Hansens vurdering ikke mindst de folk fra landdistrikterne, der var kommet til Teheran i forbindelse med 70ernes byggeboom for at tage ufaglært arbejde. Mænd, der ikke var vant til at fremmede mænd i en stor by kunne se på deres koner. De eneste, der lyttede til dem og tog sig lidt af dem var mullaherne, der fik indflydelse over dem og benyttede lejligheden til at forklare dem at kvinderne skulle tildækkes og blive hjemme. Den anden del af fodfolket udgjordes af studenter og liberale fra den pæne del af Teheran.
I februar 1980 arrangerede den revolutionære venstrefløjsgruppe Fedayin-e-Khalq et udendørsmøde i nærheden af Teherans mindesmærke for det iranske kongedømme. Mødet blev mødt med stenkast fra Khomeinis folk, og her begynder fedayinerne deres modangreb. Og ligesom det var tilfældet med bolsjevikkerne og den russiske revolution, satte et mindretal sig efterhånden igennem over for flertallet med systematisk terror. Under den russiske revolution var det først i 1918, at man forbød andre politiske partier end det herskende. I Iran var det først med udgangen af 1980 at Khomeinis fløj havde tilintetgjort enhver opposition. Hizbollah havde, bevæbnet med knive, kæder, køller, barberblade, syreflasker (til utildækkede kvinder) og tændstikker (til ildspåsættelse) smadret enhver opposition fra liberale til marxister og trotskister.
Irakkrigen og den besatte ambassade
Det hotel, som Hansen boede på i Teheran, lå i nærheden af den amerikanske ambassade. Teheran ligger på en skråning - de rige bor på toppen, og de fattige bor nederst bag banegården. Det gamle Teheran ligger midt i byen med en bazar og øvrighedens bygninger. I den nordlige del af byens centrum ligger tre enorme ambassader, med mure omkring: Den britiske, den russiske og den amerikanske.
I februar 1980 arrangerede den revolutionære venstrefløjsgruppe
Fedayin-e-Khalq et udendørsmøde i nærheden af Teherans
mindesmærke for det iranske kongedømme.
Mødet blev mødt med stenkast fra Khomeinis folk,
og her begynder fedayinerne deres modangreb.
Udenfor muren omkring den amerikanske ambassade sad ambassadebesætterne, der kaldte sig "De studenter, der følger imamens linie". De sad, ligesom man gjorde længere henne ved universitetet, med boder, hvor de uddelte små pjecer og løbesedler og sedler om påstået spionage på ambassaden. Der blev spillet revolutionsmusik og drukket the.
- Omtrent hver dag i de uger, jeg var i Teheran, gik jeg ned på fortovet foran ambassaden og snakkede med folk, derefter gik jeg på universitetet og snakkede med folk. De syntes det var meget interessant, at der kom en vesterlænding og diskuterede med dem. Ambassadebesætterne sagde de var studenter, men de lignede underklasse. Og underklassen bliver ikke studenter i Iran.
Der var kun ganske få vesterlændinge og få journalister i byen. En tyrkisk journalist på hotellet, hippier på vej hjem fra Indien, strandede koreanere, der ikke helt havde fattet, at en revolution havde fundet sted og som håbede på arbejde. Filippinere, folk fra Indien, men omtrent ingen vesterlændinge.
Om ambassadebesættelsen, der skulle blive en af de længste gidselaffærer siden anden verdenskrig, skrev Torben Hansen i Klassekampen en artikel under overskriften "Hemmelige dokumenter fra USA`s spionrede i Teheran". De dokumenter, som "studenterne" havde overrakt Hansen beviste, mente han, at der absolut ingen grund var til at have medfølelse med gidslerne. Den amerikanske ambassade havde været en forfærdelig spionrede, infiltreret af CIA, der sammen med de ansatte kun havde været opsat på at "genetablere et regime bestående af USAs iranske venner". Den amerikanske præsident Jimmy Carter, der jo i virkeligheden ikke anede hvad ben han skulle stå på i gidselaffæren, blev i Hansens artikel beskrevet som en brutal iscenesætter af denne konspiration. Og som Hansen udtrykte det i artiklen: "Som Københavns Dagmarhus var det forhadte symbol på fem forbandede år under tysk besættelse - er den amerikanske ambassade symbolet på et kvart århundredes brutal undertrykkelse og folkemord".
I Kholghis Bahai-familie kunne man ikke tro det, da man første gang hørte, at ambassaden var blevet besat. Kholghis familie havde derefter tænkt, "fint, nu kommer USA og befrier os".
Lars Hedegaard oplevede ambassadebesættelsen fra det Los Angeles, hvor han boede og arbejdede som redaktør igennem 5 år. En voldsom, iransk studenterdemonstration i foråret 1980 tæt ved universitetet vakte opsigt. Her så Hedegaard for første gang store mængder af tørklædeklædte kvinder. Demonstranterne råbte "Down with shah". Det var iranske studenter fra universitetet i Los Angeles, der nød godt af USA`s gæstfrihed. Hver aften var der debat på amerikanske TV, iranere og amerikanere diskuterede frem og tilbage: Hvad skete der i Iran?
I dag er Torben Hansen ikke i tvivl om, at ambassadebesættelsen var planlagt i detaljer.
- Om det var Khomeini selv eller en anden højt placeret omkring ham, der havde snor i ambassadebesættelsen, ved jeg ikke. Men i dag er jeg slet ikke i tvivl om, at det var nøje udtænkt. Dengang opfattede jeg det som en konflikt imellem ambassadebesætterne på den ene side og det islamiske parti og Khomeini på den anden.
Krigen mod Irak, der jo i en vis grad var fremprovokeret af Khomeini for at mobilisere Iraks shia-muslimer, beskrev Hansen i artikler med overskrifter som "Irans arbejdere og bønder vil fortsætte kampen" og med sætninger som "Irans masser vil slås" og påstande om at "en hær på 20 millioner til forsvar for Irans revolution" var mere populær end nogensinde.
For Kholghi var virkeligheden en anden. Han erindrer de billeder af lig, der blev hængt op på en af gangene på skolen ligesom billedet af den afskårne fod. Hver dag indledtes med at råbe død over USA, Israel, Vesten og Sovjet, hvorefter der var sat en halv time at til forherligelse af Khomeini og krigen og til at synge revolutionssange og lovprise de døde martyrer. Revolutionen og nationen blev ét.
14-årige drenge vil jo gerne være helte, så mange fra Kholghis skole meldte sig frivilligt. Men der var også børn, der blev bortført fra skolen og kørt til fronten, hvor de skulle bruges som mineafryddere. Her blev de udstyret med en gave fra Khomeini, en hvid plastiknøgle. Nøglen til Paradis.
Kvindens rolle og Hizbollah
Den anden dag, Hansen var i Teheran faldt han i snak med en ung mand fra Fedayin- organisationen. I Fedayin hyldede man Mao og Che Guevara, Fedayin var "sexet", husker Kholghi, de stod for "solbriller og hammer og segl". Den unge mand, der kom fra det nordlige Iran, havde et arbejde i en bank, og han inviterede Hansen hjem til middag.
- Jeg så en hånd, der kom ud bag en dør og stillede mad, det var hans søster. Jeg så ikke andet af hende. Hans far havde beordret hende til Teheran for at hun skulle lave mad til sin bror. Og broderen skulle ikke engang vise sin søster, hun stillede blot et fad ris til os. Denne progressive, unge mand!
Men de iranske kvinder, Torben Hansen talte med var ikke bekymrede. De havde ofte været på studieophold eller i eksil i USA. De mente, at kvindefrigørelsen også var i gang i Iran, for de mente, at kvindeundertrykkelsen skyldtes kapitalismen.
- Man fjernede kapitalismen, når man fjernede imperialismen, sådan var det! Jeg var ikke i Iran længe nok til, at jeg kunne samle op på det her, for der var nogle meget stygge overfald på kvindelige demonstranter i foråret 1980. Det ville jeg godt have diskuteret med de kvinder, jeg havde talt med.
Politisk møde på Teherans Universitet. Bemærk den ensomme
politibetjent i blå uniform og de hidjab- og chador-klædte unge kvinder
April 1980 deltog Torben Hansen i en demonstration med millioner af deltagere ved Revolutionsalléen og universitetet i Teheran. Man fejrede, at præsident Carter havde udvist det iranske personale fra ambassaden i Washington: "Glæde, stolthed, trods, solidaritet med andre af USA-imperialismens ofre, vilje til at videreføre revolutionen....." skrev Hansen om demonstrationen og nævnte også militsparaden med de mange kvindekolonner: "I flere af kolonnerne var deltagerne iført ligklæder - et symbol på vilje til at kæmpe indtil døden".
- Jeg antog, at den slags var kultur. Jeg tænkte, det er væk næste år, så er vi fri for det pjat, det er ren maskerade. Det blev bekræftet i det miljø, jeg var i i Iran, for jeg mødte næsten ingen, der var rigtige muslimer. De drak vodka og der var barer, som naturligvis senere blev smadret. Indstillingen var, at religionen ikke skulle tages alvorligt, ja, der var nogle mullaher, men religion ville snart være fortid.
Men allerede i januar havde bankmanden fra Fedayin inviteret Hansen med til en stor demonstration. Her mødtes demonstranterne vest for Teheran tæt på lufthavnen, hvor der ligger et monument til forherligelse af det persiske monarki. En moderne, hvid betonkonstruktion, konstrueret af en arkitekt, der tilhørte den bahai-religion, der skulle blive så bittert forfulgt efter at Khomeini kom til magten. Ved siden af monumentet er et stort stadion, og her var der kæmpemøde med omkring 20.000. demonstranter. Der blev holdt taler, og man hyldede en af Fedayins helte, der var blevet henrettet under shahen.
På et tidspunkt kom der inde fra Teheran en mindre flok Hizbollaher. Hizbollaherne ville slås. De var højst 1000. Men de stillede sig på den anden side af vejen og gav sig til at brække store fliser op, som de angreb demonstranterne med. En ung pige blev ramt. Hun rejste sig ikke igen.
- Fedayin`erne tog kæppe frem og ville slås med Hizbollaherne. Politiet kom, men der var højst 50 politibetjente. De stillede sig op imellem de to grupper. Politifolkene blev ganske enkelt smadret af Hizbollah. Det var så grelt, at jeg tænkte, at dette her må nogen længere oppe i systemet have besluttet. Så vidt jeg kunne se, blev en af politibetjentene slået ihjel. Men vi anså Hizbollah for ekstremister, vi vidste ikke, det var Khomeini, der stod bag.
Et par dage tidligere havde Hizbollah stået uden for universitetet. Inden for holdt en Fedayin- leder tale. Hizbollah turde ikke angribe dér, men måtte nøjes med at skrige, "Der er kun et parti, Guds parti, det er os, Hizbollah".
Venstrefløjens blindhed
I 1982 forlod Torben Hansen, ligesom Lars Hedegaard trotskismen. Allerede i efteråret 1980 skændtes de europæiske trotskister med de amerikanske trotskister om, hvad der skete i Iran. Europæerne mente, det var gået for vidt med mullaherne og Khomeini, mens de amerikanske trotskister den dag i dag støtter det iranske styre. Som Hedegaard udtrykker det, har trotskisterne og venstrefløjen stort set fejlvurderet hver eneste større begivenhed i verden inden for de seneste 50 år.
Inden Torben Hansen brød med trotskismen nåede han at demonstrere mod USA foran Den Amerikanske Ambassade i København sammen med SFs tidligere formand Gert Petersen. Anledningen var, at USA havde forsøgt at befri gidslerne på ambassaden i Teheran! Foran 500 demonstranter talte Torben Hansen engageret om bønder og arbejderes kamp i Iran. Og:
- Jeg råbte "marg bar - Amrika". Det betyder "død over Amerika" på persisk. De ord randt mig i hu den 11. september 2001.
For nylig var Torben Hansen igen ved Den Amerikanske Ambassade. Denne gang deltog han i den lille demonstration til støtte for præsident Bush´s besøg i sommer. Samme dag, også foran ambassaden, mødtes en betydeligt større skare demonstranter fra venstrefløjen for at vise deres foragt og had for præsident Bush. Talerne var diverse folk fra venstrefløjen og den ægyptisk-danske stand-up komiker Omar Marzouk. Hansen fortæller hovedrystende om den unge mand, han så på TV, der begejstret fortalte om demonstrationen, hvor han havde demonstreret sammen med burkaklædte kvinder og kvinder med hovedtørklæde. Ligesom han ryster på hovedet over den venstrefløj, der i disse år overalt i Europa peger på USA og Israel som hovedfjenden, som viser forståelse for den islamiske terrorisme og egentlig ikke har fjernet sig spor fra de paroler, som Hansen selv engang så som sandheden. Og som ikke generer sig for at finde sammen med islamister i demonstrationer, menneskerettighedsligaer, politiske partier med mere. Men han er ikke forundret.
- Det handler om, hvad er kommunisme? Hvad sker der med hovedet, når man er kommunist? Kommunismen er en tro, den er reduktionisme. Verden forklares af et princip og verdens frelse forklares af et andet princip. I den forstand er Enhedslisten og SF stadig kommunister, der mener at ondets rod er den private ejendomsret og kapitalismen. Den tankegang præger også dele af Socialdemokratiet.
Hansen ser også en direkte parallel mellem begyndelsen på den iranske revolution, på den indflydelse Teherans magtfulde mullaher fik over de fattige landarbejdere, der kom til byen og på den magt, som imamerne i Europa i stigende grad får over de ikke-integrerede muslimer her. Ligesom de islamisk-religiøse militser, der hærger i blandt andet de franske forstæder, fuldstændig er organiseret og struktureret som de militser, der tyranniserede den iranske befolkning under revolutionens opbygning. Khomeinis revolution er stadig forbilledet.
- Khomeini satte den dagsorden, der ikke slipper os i mange, mange år. Det begyndte med Khomeini. Og venstrefløjen har intet lært.
