”Da jeg var 14 år gammel var jeg vidne til en offentlig henrettelse. Det ændrede mit liv”. Sådan indleder den iranskfødte advokat Mohammad Mostafaei sin selvbiografi, der for nylig udkom på norsk. Den har fået titlen ”I skyggen af sharia”. Mostafaei og hans hustru og datter fik i 2010 politisk asyl i Norge. I dag er familien udvidet med endnu et barn, og Mostafaei driver en restaurant i Drammen samtidig med at han fortsætter det, der for ham er blevet en livsopgave: Arbejdet for menneskerettighederne.
I bogen fortæller Mostafaei om, hvordan han for år tilbage levede et mageligt liv som advokat i Teheran med velhavende erhvervsklienter. Men erindringen om den henrettede vil ikke slippe ham. Da en menneskerettighedsorganisation en dag henvender sig og vil inddrage ham i arbejdet, siger han ikke nej.
Sagen om Sakineh
Inden længe er Mostafaei en af Irans kendte forsvarsadvokater, der hyppigt besøger dødsgangen i fængslerne. Mostafaeis mest berømte sag er sagen om Sakineh, som redaktør Katrine Winkel Holm og denne skribent fulgte. Sakineh er tiltalt for mord og utroskab og skal henrettes ved stening. Mostafaei sørger for, at sagen får massiv opmærksomhed i udlandet, og vestlige regeringer, medier og prominente meningsdannere og kulturpersonligheder ytrer deres mishag over dommen.
Iranerne bøjer sig for presset, og Sakineh, hvis ryg er maltrakteret efter at være blevet straffet med 99 piskeslag, slipper for stening. I 2014, efter ni år på dødsgangen, benådes hun og sættes fri.
Norge med snigskytter
Det siger sig selv, at myndighederne ikke ser med milde øjne på Mostafaeis indsats, og i 2010 må han flygte ud af Iran, til fods, til hest og i bil over grænsen til Tyrkiet for derefter at blive bragt i sikkerhed i først Tyskland, siden Norge, hvor han inden længe genforenes med sin familie.
Jeg mødte Mostafaei ved et seminar i Drammen i efteråret 2015. Et halvt år tidligere, lige efter massakren på Charlie Hebdo og terrorangrebet i København, havde Mostafaei arrangeret et seminar og en international karikaturkonkurrence i byen. Selvom ingen Muhammedtegninger indgik, var der, ved jeg fra redaktør Vebjørn Selbekk i Bergen, der deltog, et massivt pres fra Drammen kommune på Mostafaei for, at han skulle aflyse konferencen. Men Mostafaei holdt fast. Resultatet blev politisnigskytter på tagene, afspærrede gader, lufthavnsagtig screening ved indgangen og alt det, vi siden har vænnet os til i Europa.
På Islamisk Stats dødsliste
”Europæerne er lette at skræmme”, har journalisten og eksiliraneren Maryam Namazie sagt. Hendes organisation med base i London, ”One law for all”, afholder igen denne sommer – under skærpet sikkerhed - en art topmøde for ikke mindst frafaldne muslimer og aktivister, herunder forfattere og andre kunstnere, der har gjort promoveringen af sekulære værdier til deres speciale. http://onelawforall.org.uk/15-16-july-2017-international-conference-on-apostasy-freedom-of-conscience-and-secularism-in-london/
Men hvorfor er der så få af mine kolleger til sådanne arrangementer? Namazies marxistiske overbevisning gør hende intolerant over for anderledes tænkende, men på hendes konferencer er der mennesker værd at møde.
Juli dette år kan man blandt andre møde Ibn Warraq, forfatter til ”Derfor er jeg ikke muslim” og den første modtager af Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris. Man kan også møde den marokkanskfødte journalist og forfatter Zineb el Rhazzoui, der var tilknyttet Charlie Hebdo men var på ferie under massakren på redaktionen. Hun er på Islamisk Stats dødsliste og lever under konstant politibeskyttelse. Samt den frafaldne muslim Imad Iddine Habib, der for et par år siden forsøgte at gøre, hvad ingen havde gjort før ham: Skabe en organisation for eksmulimer i et land, hvor islam er statsreligion. Han måtte flygte ud af Marokko og lever i dag i Storbritannien. Da jeg interviewede ham for nogle år siden i London sagde han blandt andet: ”Hver gang, der sker et terrorangreb i Vesten eller et andet sted går Obama og andre statsledere ud og erklærer, at islam er fredens religion. Hvor ved de det fra? Jeg har studeret islam forfra og bagfra, og jeg er af en anden opfattelse”. Man kan læse hele interviewet med Habib på rights.no her: https://www.rights.no/2015/04/ateisten-fra-marokko/
Sådanne konferencer er vigtige. I disse tider skrives der spalte op og ned om terroristerne, men vi hører meget mindre om de, der arbejder aktivt for at imødegå shariaens principper, hvoraf jihad, hellig krig, blot er et ud af mange.
Ayatollahens ulydige datter
Det var den iranske Ayatollah Khomeini, der døde en junidag for 28 år siden, som i 1979 havde succes med at booste islams revolutionære aspekt og skabe en islamisk republik: ”Jeg kan ikke huske Khomeini, men jeg kan huske hans enke”, fortalte aktivisten Marya Imani mig over et glas vin i Oslo sidste år. Hendes far er ayatollah og en stor beundrer af Khomeini, og familien var med i den inderkreds, der samledes i Khomeinis hjem, da han var død.
Imani fik som ung kvinde, med besvær, sin fars tilladelse til at forlade Iran. Det er nu 14 år siden, og Imani vender ikke hjem. Hun har skabt sin egen organisation, der blandt andet arbejder for demokrati og kvinders rettigheder i Mellemøsten samt – mere usædvanligt - venskab mellem Iran og Israel. Med mellemrum udsættes organisationens hjemmeside for massive hackerangreb, og utvivlsomt er det det iranske styre, der står bag. Men når man har foretaget de kvantespring, som Imani har foretaget i sit liv, er det af mindre betydning.
Jihad er en del af sharia
I dag er sharia ikke blot et fænomen, der findes i Iran og andre muslimske lande. Over hele Europa findes islamiske organisationer og moskeer, der mere eller mindre åbenlyst promoverer sharia, herunder jihad. De mange muslimske dissidenter, herunder eksiliranere, jeg har mødt igennem årene, både her i landet og andre steder i Vesten, gennemskuede dette længe før europæerne. I modsætning til europæerne forstår de også, hvor farligt fænomenet er.
Man kan købe Mohammed Mostafaeis bog ”I skyggen af sharia” her: https://www.aschehoug.no/Forfattere/Vaare-forfattere/Mohammad_Mostafaei
