Bestyrelsens beretning

Trykkefrihedsselskabets generalforsamling d. 2. april 2011

Ved Lars Hedegaard, formand

Velkommen til Trykkefrihedsselskabets syvende generalforsamling.
Mange havde håbet, at vi for længst havde opgivet vores kamp for ytringsfriheden og var gået hver til sit. Men sådan er det altså ikke gået.

Vores forening står i dag så stærkt som nogen sinde. Nogen synes, at vi står alt for stærkt og udfolder derfor betydelige bestræbelser på at hænge os ud for alskens ondskab, men det synes ikke at have gjort det store indtryk blandt medlemmerne.

Pr. dags dato meddeler vores kasserer, Mogens Møller Nielsen, at vi har 665 medlemmer. Vel at mærke medlemmer, der har betalt deres kontingent.

De 665 dækker over betalende husstande, som jo i mange tilfælde indebærer, at der er to medlemmer. Så vi må antage, at det reelle medlemstal opgjort på personer ligger omkring 1000.

Det er ikke så dårligt.

Man ser bedst den stærkere medlemsopslutning ved at kikke på det udsendte regnskab, der senere vil blive præsenteret. Betalte medlemskontingenter androg i 2009 171.000 kr., men steg i 2010 til 264.000 kr. Altså en fremgang på 54 pct.

Og det er godt, for vi har brug for hver en krone, vi kan skrabe sammen.

Vores relativt smalle økonomi til trods har vi udfoldet en betydelig aktivitet i det forløbne år.

Jeg skal ikke trætte forsamlingen med en gennemgang af alle de offentlige møder, vi har afholdt i 2010. Man kan læse om dem på vore hjemmesider, hvor alt er nøje dokumenteret.

Lad mig nøjes med at nævne, at vi i det forløbne år har afholdt 10 offentlige arrangementer, hvoraf de fleste har været velbesøgte.

Og hvis det må være mig tilladt at prale en smule på den samlede bestyrelses vegne, så har vi usædvanlig godt styr på vore ressourcer. Bemærk f.eks., at vore ti arrangementer udviser et samlet underskud på 7.000 kr. Det er faktisk ret godt ramt.

Vi kunne ikke opretholde dette aktivitetsniveau uden en kæmpeindsats af et hold af hjælpere, der stiller op til mange praktiske gøremål, hver gang vi mødes.

Deres arbejdsindsats er lige så vigtig som bestyrelsens. Jeg vil derfor gerne rette en speciel tak til dem, og de skal vide, at vi i bestyrelsen er særdeles taknemmelige over deres indsats.

Jeg vil ikke nævne navne på denne illustre gruppes medlemmer, for jeg er bange for at glemme nogen. Men jeg kan i det mindste omtale holdets leder, Marianne Horsebøg Myrup, som har lagt et fantastisk arbejde i Trykkefrihedsselskabet gennem flere år. Det glæder mig derfor, at Marianne Horsebøg har meddelt, at hun stiller op til dagens bestyrelsesvalg.

Lad mig i denne sammenhæng også rette en tak til vores generalforsamlingsvalgte revisor, Ole Gerstrøm, der atter i år har puslet med vore bilag og påset, at der ikke er afholdt udgifter uden dokumentation.

Jeg kunne også takke medlemmerne af den hidtidige bestyrelse for veludført arbejde, med det ville blive for pinligt med al denne ros.

Som jeg også var inde på i bestyrelsens beretning til sidste års generalforsamling, laver vi for meget. Vi afholder for mange arrangementer, og det tærer på kræfterne.

Men vi, dvs. bestyrelsen, har kun os selv at takke for det. I resten af 2011 må vi bestræbe os på at koncentrere os om det mest nødvendige, ellers slider vi hinanden op. Vi har jo ikke, som de skatteyderbetalte institutioner og dem, der begunstiges af generøse donationer fra erhvervslivet, millioner at gøre godt med. Næsten alt, hvad vi udretter, er baseret på frivilligt arbejde, men selv ildsjæle kan blive trætte og trænge til et pusterum.

Det gælder også redaktionen af Sappho under chefredaktør Katrine Winkel Holms ledelse, selv om man ikke kan se det på tidsskriftets stigende kvalitetskurve.

De af jer, der står uden erfaringer med mediedrift, gør jer næppe forestillinger om, hvad der kræves for at lave Danmarks mest nødvendige tidsskrift for ingen penge. Eller for nu at illustrere det med et konkret eksempel: for ca. det samme som én af Danmarks Radios systemkonforme journalister får i månedsløn.

Det her kan jeg roligt berette, for det er ikke mig, der står med det daglige slid, der skal til for at få dette kvalitetstidsskrift ud næsten hver dag.

Skulle der sidde et par her i forsamlingen med nogle hundredtusinde, som de har tænkt sig at testamentere til deres elskede hund, Preben, skal jeg opfordre dem til at betænke Sappho og TFS med en lille del af arven. Og kender de nogen i samme situation, vil jeg bede dem viderebringe budskabet.

Vi er en folkelig forening, som ikke nyder magthavernes bevågenhed. Man får snarere en fornemmelse af, at regeringen – og i hvert fald Justitsministeriet – ønsker os hen, hvor peberet gror. Så vi har kun vore egne kræfter at stole på. Herved adskiller vi os ikke fra enhver anden sammenslutning i historiens løb, der har gjort en forskel. Lang tid efter, at alle var døde, skrev historikerne begejstret om deres uvurderlige indsats under hårde betingelser.

Men jeg vil hellere citere en gammel sang fra dansktoppen: Giv os en blomst, mens vi lever. Så kan du engang fortælle dine børnebørn, at netop farmor var med, da kampen om friheden blev vundet, og du slipper for at skulle forklare, hvor du var henne, da det gik løs.

Lad mig, inden jeg går over til mere principielle og politiske betragtninger, knytte et ord til bestyrelsens arbejde det forløbne år. Hvis jeg husker rigtigt, har vi afholdt seks bestyrelsesmøder i perioden siden sidste generalforsamling, men vi står naturligvis i løbende kontakt, når opgaverne kræver det.

Trods sagens alvor er bestyrelsesmøderne normalt præget af stor munterhed, uden at man deraf bør slutte, at vi har drukket pengene op. Faktisk tror jeg slet ikke, at bestyrelsens møder overhovedet har belastet Selskabets regnskab.

Samarbejdet i bestyrelsen har været godt, og det er derfor med vemod, at vi ved denne generalforsamling siger farvel til to hidtidige bestyrelsesmedlemmer, nemlig Rachel Adelberg-Johansen og Ahmed Mohamud, som af personlige grunde, herunder arbejdspres i deres civile jobs, har valgt ikke at genopstille.

De skal have tak for deres store indsats for Trykkefrihedsselskabet, hvor de naturligvis begge fortsætter som medlemmer.

Lad mig nu vende mig til mere politiske og fremadrettede betragtninger.

Jeg vil tage udgangspunkt i den retssag, der verserer mod mig.

Det skyldes ikke udelukkende min naturlige trang til selvpromovering, men at denne såkaldte racisme-sag efter min mening eksemplificerer, hvor kampen for ytringsfriheden står lige nu.

Som I ved, blev jeg i januar frikendt for at have fremsat racistiske bemærkninger, fordi retten på Frederiksberg ikke fandt, at det havde været min hensigt at sige disse frygtelige ting med henblik på udbredelse i det offentlige rum.

Det var den eneste mulige grund for en frifindelse, fordi man i en dansk retssal ikke har mulighed for at føre sandhedsbevis for sine udsagn, når det gælder anklager efter den berygtede §266b.

Men anklagemyndigheden er ikke tilfreds og har derfor appelleret frifindelsen til Østre Landsret, hvor den nye statsaktion vil rulle over scenen den 26. april. Så vi kan alle glæde os over, at de mange tusinde kroner, skatteyderne har betalt til denne autodafe, er gået til det berammede formål.

Nu ser jeg, at min advokat Karoly Németh, er til stede i dag, og det lægger en dæmper på, hvad jeg kan sige om sagens materielle indhold, Karoly Németh har nemlig betydet mig, at jeg skal afholde mig fra at sige noget om selve retssagen, så længe den står på. Og da jeg forstår, at han agter at stille op til bestyrelsesvalget senere i dag, tør jeg ikke andet end at holde mig i skindet.

Men lad mig så tale om sagens baggrund, som jeg ser den.

Den handler ikke om mig eller om mine påståede udtalelser. Enhver forkvinde for TFS ville før eller senere være blevet ramt af lovens – eller i det mindste anklagemyndighedens – lange arm.

TFS er, som en mafiaboss ville have sagt, en sten i skoen.

Sagen er i al sin enkelhed, at vi udgør en trussel mod den danske statsfiktion, der går ud på, at alle religioner er lige gode, og at alle synspunkter er ligeværdige. Det er den fiktion, som den danske stat bygger på, og som forfægtes af den forenede magtelite.

Enhver, der bruger sin ytringsfrihed til at hævde noget andet standpunkt, vil få statens dårlige ånde i nakken. For hvis det skulle lykkes nogen at slippe af sted med at overbevise befolkningen om, at statsfiktionen har bragt os i uføre, er der mange politiske partier – foruden hele den universitære ekspertise og de fleste journalister – der står med et forklaringsproblem.

Men lad os nu gøre det helt klart: TFS's mission er ikke at mene noget bestemt om hverken islam, indvandringen, EU eller Villy Søvndal. Vores mission er at holde et rum åbent, således at enhver kan sige, hvad han eller hun har på hjerte. At det så viser sig, at mange har meget på hjerte, som troens vogtere grumme nødigt vil have frem, er en anden sag.

Hvis TFS's medlemmer og støtter blot erklærede sig som svorne tilhængere af ytringsfriheden, men ikke havde andet at bruge denne frihed til end at sige det samme som magthaverne, ville vi være på den grønne gren.

Alle er jo enige om, at ytringsfriheden er en formidabel opfindelse, så længe ingen ytrer noget, som nogen kan tage anstød af. Selv i de værste diktaturstater har det altid været tilladt at rose diktatoren.

Jeg ved godt, at jeg har gjort det mange gange før, men jeg vil alligvel gentage George Orwells rammende betragting (med en lettere omskrivning): Ytringsfriheden består i retten til at sige det, som folk ikke vil høre.

Det er derfor, TFS hele tiden har holdt på, at ytringsfriheden ikke forsvares med festtaler og proklamationer, men ved at folk ytrer sig frit. Og det synspunkt skal vi holde fast i.

Det betyder også, at medlemmer af TFS ikke behøver at være indbyrdes enige om noget som helst andet end forsvaret af ytringsfriheden. Så længe de går ind for ytringsfriheden, kan de for min og bestyrelsens skyld mene, hvad de vil om rød eller blå blok, om euroen, klimaforandringer, atomkraft eller krigen i Libyen. Eller hvad der nu er oppe i tiden.

Det er tydeligvis meget svært – for ikke at sige umuligt – for meningseliten at forstå det, eller også gør de sig dummere end de er.

Og foreløbigt har disse velmenende medborgere besluttet sig for, at TFS slet ikke går ind for ytringsfrihed, men at vores egentlige mission er at optræde som det, de kalder islamofober.

Lad os for skægs skyld prøve at analysere det ord. Islamofobi er et omhyggeligt udtænkt kunstprodukt, der skal lede tanken hen på andre fobier, så som araknofobi (angst for edderkopper) eller agorafobi (angst for åbne pladser). Og ethvert fornuftigt menneske kan jo indse, at en sådan angst er grundløs. Det er også meningen med ordet islamofobi, som skal antyde en ubegrundet angst for noget, der slet ikke er farligt.

Har man først kaldt en person islamofob, har man også sagt, at manden er komplet fra snøvsen, at han ser syner og trænger til psykiatrisk behandling. Eller som den berømte journalist Niels Krause-Kjær har sagt om nogle af os: Vi har islam på hjernen. Det kan man ikke beskylde Krause-Kjær eller hans ligesindede for. Det lyder ikke til, at de nogen sinde har læst en bog om emnet. De ved blot, at man har knald i låget, hvis man mener noget andet end dem.

Det synes også at være opfattelsen hos den danske anklagemyndighed, så retssagerne mod Jesper Langballe og mig bliver næppe de sidste.

Når mange af os har brugt vores ytringsfrihed til at analysere det islamiske fænomen, skyldes det naturligvis, at vi betragter islam som en trussel mod friheden. Jeg kender ikke noget muslimsk flertalssamfund noget sted i verden i fortid eller nutid, hvor der har eksisteret ytringsfrihed i den forstand, vi havde den her i Danmark indtil for få år siden. Og i takt med, at islam i sin hidtidige form breder sig i Danmark og Europa, vil ytringsfriheden blive indskrænket.

Jeg nægter at tro, at statens ledere er så dårligt orienteret, at de ikke er opmærksomme på det. Jeg er derfor tvunget til at konkludere, at i valget mellem friheden og ufriheden, står de på ufrihedens side – hvad så årsagen kan være – at man er bange eller helst ikke vil have ballade, eller at man ikke kan skifte hest, når man nu i årevis har fortalt befolkningen, at alt var i skønneste orden. Og her bliver magthaverne åbenbart stående, indtil befolkningen ikke vil være med mere.

Inden det sker, skal vi meget ondt igennem.

Man skal nemlig ikke bilde sig ind, at man kan indføre tanke- og taleforbud på et enkelt felt – islam – uden at det vil smitte af på alt andet.

Må man ikke forske i islam og frit udtrykke sine meninger derom som om ethvert andet emne, så vil det være slut med hele den humanistiske og videnskabelige dannelse. Så vil der snart ikke længere være noget, der hedder forskning i historie, filosofi, logik, samfundsfag, teologi, filologi, eller hvad man nu kan komme på. Hele det fundament, som vore universiteter hviler på, vil ramle som et korthus, og processen er allerede godt i gang.

For at tage et oplagt eksempel på, hvad jeg mener:

Hvis man ikke frit må forske i islam, fordi det, man nåede frem til, jo kunne fornærme en gruppe personer, så kan man heller ikke forske i Europas eller verdens historie. Det ville ganske præcis svare til, at nogen ville forske i verdenshistorien fra og med 1917, men havde forbud mod at sige bestemte ting om kommunismen, fordi det kunne opfattes som forhånende af en forfulgt minoritet af kommunister.

Og det er ikke engang et urealistisk eksempel. Vi ser det f.eks. i den standende retssag mod historikeren, professor Bent Jensen, hvis brøde består i, at han har brugt den almindelige kildekritiske metode, som han og jeg i tidernes morgen lærte på Aarhus Universitet. Denne kildekritiske metode har Bent Jensen brugt til at sige noget om den sovjetiske hemmelige tjeneste, KGB's, påvirkningsoperationer i Danmark.

Det er muligt, at Bent Jensen slutninger på grundlag af kilderne er forkerte, og at andre historikere ville komme til andre konklusioner om sider af Den Kolde Krig. Men det er helt efter bogen, at historikere sjældent er helt enige eller er enige overhovedet. Det er heller ikke det, sagen drejer sig om. Den drejer sig om, hvorvidt det overhovedet skal være tilladt at bedrive historisk forskning i emner, som magthaverne helst ikke vil have pillet ved. Og så længe magthaverne kan regne med lydhøre dommere, skal deres forehavende nok lykkes.

Og specielt af interesse for herværende jurister må jeg desværre konstatere, at også juraen vil ændre indhold. Vi ser i disse år, at dette akademiske fag i stigende grad antager karakter af en politividenskab, hvis egentlige indhold bliver, hvilke metoder man bedst kan anvende for at regulere meningsdannelsen.

Jeg tænker i den forbindelse på den nylige dom i Østrig over Elisabeth Sabaditsch-Wolff, som fik en bøde for at have betegnet profeten som pædofil. Det fremgår ganske vist af islams egne helligskrifter, at denne foretagsomme mand gik i seng med en lille pige, men det er forhånende at betegne ham som pædofil, resolverede retten i Wien. Han dyrkede nemlig også sex med voksne kvinder – og ikke så få.

Så nu ved forsvarsadvokater over hele Europa, hvad de skal sige næste gang de er i retten med en børnelokker. De skal stå på, at deres klient jo blot har efterlignet profeten, og det har de rettens ord for, at der ikke er noget galt i.

Galt er det derimod med Geert Wilders. Dommerne i Amsterdam har netop besluttet, at han skal i retten igen, fordi han har sagt slemme ting om fredens religion. F.eks. har han sagt, at Muhammed var skizofren, og det må man ikke. Det forekommer mig nu ellers at være noget af det venligste, man kan sige om den celebre landevejsrøver.

Samme diagnose er i øvrigt blevet stillet i flere gamle værker, uden at forfatterne er kommet i fængsel. Men nye tider kræver nye boller på suppen, så vi kan snart se frem til, at der skal luges ud i bibliotekernes bestande.

Vi vil også i den kommende tid opleve forstærkede forsøg fra den forenede magtelites side på at regulere det sprog, vi hidtil har betjent os af. Jesper Langballes og min sag udspringer jo bl.a. af et ønske om at bestemme, hvordan man må bruge det danske sprog, når det gælder islam.

Sådan må det nødvendigvis være. Når de ansvarlige for den virkelighed, der omgiver os, ikke længere er i stand til at forsvare de forhold, de har påtvunget befolkningen, må de prøve at forhindre befolkningen i at tale om dem. Og det gør man bedst ved at fratage befolkningen det sprog, der sætter det i stand til at beskrive virkeligheden.

Når man ikke længere har ord for at beskrive virkeligheden, vil virkeligheden snart ophøre med at eksistere. Så vil der ikke være anden virkelighed end den, som magthaverne i Bruxelles eller i FN eller på menneskeretscentralerne dikterer.

Magthaverne er jo ikke dumme. De har ligesom vi andre læst George Orwell og ved derfor, hvilke metoder der skal til

Må jeg i øvrigt – når jeg nu taler om disse sager om tankeforbrydelser – nævne, at vi i TFS har haft betydelig gavn af vores internationale arbejde og ikke mindst det betydelige internationale kontaktnet, som vi har opbygget, siden vi startede vore offentlige aktiviteter i 2005. Det er af uvurderlig betydning at kunne trække på ekspertise og erfaringer fra andre lande på begge sider af Atlanterhavet, ligesom andre har kunnet trække på vores.

Vi lever – som vi dagligt får at vide – i en globaliseret verden. Derfor må vi også være globale, og vi agter at fortsætte den grænseoverskridende kurs i den kommende tid.

Jeg troede engang, at der var grænser, som vore kulturrelativistiske magthavere ikke ville overskride for at få has på forkerte tanker og forkerte ytringer. Men jeg må jo erkende, at jeg endnu ikke kan finde denne grænse. Der synes ikke at være noget, som magtens kvinder og mænd ikke vil gøre for at forsvare deres kurs.

Det forstår jeg som historiker godt. Den herskende klasses herredømme vil altid i sidste instans bero på en ideologi, der vil blive forsvaret med næb og klør og med alle nødvendige metoder.

Vi, der vil forsvare ytringsfriheden, er altså oppe mod hårde odds. Men op gennem historien har mange stået i samme situation, eller i situationer, der var langt værre end den, vi befinder os i. Tænk f.eks. på, hvordan det var at være systemkritiker, da Ole Sohn rejste rundt og fedtede for den realeksisterende socialismes ledere, mens hans parti fik penge fra dem.

Vi skulle klage, skulle vi.

Selv om det af og til kan se sort ud, er jeg overbevist om, at vi har fat i den lange historiske ende.

Der er en voksende bevidsthed blandt danskere og andre vesterlændinge om, at ytringsfriheden er et umisteligt gode, der må forsvares. Hvis jeg kan tyde tegnene rigtigt, bliver flere og flere klar over, at der er noget galt på færde.

Det er ingen tilfældighed, at FN for nylig har fundet ud af, at det nok alligevel ikke er så god en ide at ville kriminalisere religionskritik. Det har de ellers arbejdet på i flere år med opmuntring fra Den Islamiske Konferenceorganisation, men FN har nok opdaget, at det ikke vil være så smart rent pr-mæssigt. De finder formentlig på noget andet for at komme de genstridige folkeslag til livs, men det er i hvert fald glædeligt, at de har fået kolde fødder.

Vi har også grund til at glæde os over, at England nu vil ændre sin injurielovgivning, således at vi ikke skal opleve flere af den slags skandaløse retssager, der ramte vores hædersgæst senere i dag, Rachel Ehrenfeld.

Denne seje kone tog stort egenhændigt kampen op – og sandelig om det ikke lykkedes hende at få den amerikanske kongres' to kamre til enstemmigt at vedtage den såkaldte Speech Act – med rette benævnt Rachels lov – som betyder, at amerikanere uden frygt kan offentliggøre alt, hvad de kan bevise.

Hvis Rachel kunne gøre det, så kan vi andre også.

Jeg vil foreslå den nye bestyrelse alvorligt at overveje, hvilke realistiske skridt, vi kan tage for at tage kampen op mod vor tids største tyran, EU, der med sin berygtede "rammebeslutning" fra november 2008 vil tvinge medlemslandene til at kriminalisere det, som herrerne i Bruxelles betegner som "racisme".

Deres ydmyge tjener, justitsminister Lars Barfoed, meddelte i august 2010, at han var glad for straffelovens såkaldte racisme-paragraf, 266b, og ikke agtede at afskaffe den. Dvs. at bølgen af racisme-sager kan rulle videre.

Nu er det slet ikke sikkert, at Lars Barfoed – eller for den sags skyld andre konservative – bliver indvalgt i det næste folketing, men så kommer der nogle andre, der elsker bureaukraterne nede sydpå. Så behøver de nemlig ikke tænke selv. Og de kan frit gå gennem verden i glad bevidsthed om ikke at have gjort noget galt.

Hvad vil vi så lave i den kommende tid?

Vi har et par vigtige arrangementer: Den 8. maj får vi besøg af to frihedskæmpere, Wafa Sultan og Hege Storhaug, der vil berette om, hvordan det egentlig står til med kvindesynet og kvindebehandlingen i Islams Hus. Nu er det jo blevet et ytringsfrihedsspørgsmål. Jeg vil også sige et par ting i den anledning – og i anledning af min nye bog om netop dette emne, der den 26. april udkommer på Trykkefrihedsselskabets Bibliotek. Jeg tror ikke, at anklagemyndigheden bliver glad for den.

I september eller oktober holder vi stor international konference om kampen mod injurieturisme i Europa. Det kan I læse mere om til sin tid på vore hjemmesider. Denne konference får økonomisk støtte af de tips- og lotto-midler, som Kulturministeriet uddeler. Samme pulje har også gjort det muligt for os at invitere Rachel Ehrenfeld til landet i dag.

Vi takker for denne støtte. Der er trods alt gode folk mange steder.

Ellers består vores hovedopgave i at holde ud. Vi står midt i en boksekamp, hvor den vil vinde, der kan stå på benene i 15. omgang.

Det bliver Trykkefrihedsselskabet. Så hold på det sikre.

Følg os her: