Jeg blev dansk
Jeg tager det en gang til, så der ikke er nogen tvivl: Jeg er muslim, jeg stammer fra Egypten, jeg har levet blandt folk fra alle religioner på jorden, jeg blev gift med en kristen i en kirke, min søn er kristen, jeg har været gift med en jøde og en muslim - dog ikke samtidigt -men først og fremmest er jeg dansker.
Mit land er Danmark, som jeg vil forsvare med mit liv, hvis nødvendigt. Jeg har levet hele mit voksne liv i Danmark og føler at det er her, jeg hører til.
Derfor har jeg brugt de sidste fem år til at bekæmpe islamisterne over hele verden, da jeg ved, hvor skadelige deres tankegang, deres planer og fremtidsvisioner er for den verden, jeg har opholdt mig 43 år i.
Det samme har jeg gjort med de indvandrere, som jeg betragter som u-integrerbare i vores samfund, og som derved skaber et væld af problemer for os.
Læg jer ikke flads på ryggen
Vi danskere skal på den baggrund se at komme et skridt videre, når det gælder vores syn på og relation til indvandrere og integration i Danmark.
Vi skal begynde med at glemme alt om, hvorfor og hvordan indvandrerne kom ind i landet. Faktum er, at de er her, og der er ikke ret meget, vi kan gøre for at få de u-integrerbare af slagsen til at forlade landet.
Men vi skal ikke lægge os fladt på ryggen og lade dem danse på vores maver af den grund.
Vi skal derimod lave om på vores ”danskhed”. De fleste danskere er vokset op præget af kristne værdier.
Vi er høflige, eftergivende, tålmodige, venlige, gæstfrie, hjælpsomme, modtagelige for alt fremmed og har ikke lyst til at vise vores ubehag eller kritisere offentligt.
Disse værdier er grundlaget for at danskerne kunne bygge et af de bedste - hvis ikke det bedste - samfund i verden og derfor skal vi ikke opgive en eneste af disse værdier, da de udgør fundamentet for fortsat udvikling.
En helt ny situation
Det danske samfund har aldrig før i historien været udsat for en situation, hvor selve samfundets struktur krakelerede.
Ikke engang når nationen tidligere oplevede angreb fra fremmede magter, eller da vi var besat i fem år ændredes det underliggende fundament. Tværtimod blev det stærkere.
I dag er det noget andet. Fundamentet er nu udsat for anslag, der har påvirket samfundets inderste kerne – desværre med vores egen tilladelse. Det er som en virus, man først opdager, når man pludselig bliver rigtigt syg.
En virus bruger kroppens egne biologiske mekanismer til at narre immunforsvaret til ikke at reagere på angrebet. U-integrerbare indvandrere anvender de samme metoder som en virus.
Metoden er uafbrudt at minde os om, hvad vores danskhed forlanger af os:
Hvis jeg slår dig på den ene kind, så må du (ifølge din danskhed) vende den anden kind, så jeg kan slå dig en gang til. Du skal acceptere mig som jeg er. Du skal indrette dig efter mine ønsker og min måde at leve på.
Du skal hjælpe mig med alt, hvad jeg har brug for. Hvis jeg kommer på tværs af dine love, så er det dig, der fik mig til det. (Look what you made me do). Dine værdier tvinger dig til at lade mig leve på de præmisser jeg voksede op i – og endda hjælpe mig med det.
Dine danske værdier tvinger dig til at lade mig leve, som jeg vil efter mine regler og mine sociale love, som min oprindelige kultur og religion har lært mig. Jeg har altid ret, selvom du beviser det modsatte.
Hvor længe endnu?
Hvor længe tror vi, at vores samfund holder under disse betingelser?
Bliver vi glade, når vores piger bliver massevoldtaget på åben gade? Bliver vi glade, når vores drenge bliver skudt eller stukket ned på åben gade? Bliver vi glade for at vores nationalretter som rullepølse, frikadeller, leverpostej, svinekoteletter og flæskesteg bliver fjernet fra ethvert cafeteria på fabrikker, kontorer, skoler og arbejdspladser?
Bliver vi glade, når vi ser en flok piger med påklædninger, som er så u-dansk som muligt, samlet fjernt fra resten af de tilstedeværende, på skoler, universiteter, forlystelsessteder og på arbejdspladserne? Bliver vi glade, når vi ved, at disse pigers basale menneskerettigheder undertrykkes af deres egne mænd, af mændene i familien og omgangskredsen?
Hver gang vi er eftergivende og indfører særbehandling af u-integrerbare muslimer bliver betragtet som en sejr for dem og som et nederlag for os.
Hvor længe skal vi blive ved med at leve i påtaget uvidenhed om, hvad det er u-integrerbare muslimer i hele verden betragter som en sejr for deres ideologi?
De u-integrerbares mange sejre
U-integrerbare muslimer sejrer hele tiden i deres kamp mod os, de vantro, de faldne, de kristne, de vestlige, mens vi ikke bekymrer os om deres indtog og fremgang i hvert eneste lag i vores samfund.
Hver gang muslimer jubler, er det fordi, de har ”vundet” et slag i deres kamp mod os. Problemet er, at vi ikke kan eller ikke vil se deres sejr og vores nederlag, når det sker.
Vores ”immunsystem” registrerer ikke deres tankesæt som en fare!
Lad mig her beskrive hvad u-integrerbare muslimer betragter som en sejr for dem og som endnu et nederlag for os.
Når et minaret bliver opført i et kristent land, bliver nyheden spredt i den muslimske verden, hvor det bliver festet og jublet.
Muslimer beder til Allah om at gøre det muligt, at den tusinde minaret bliver opført i Europa, og når dette er sket, vil de fortsætte med at bede om Allahs hjælp for minaret nr. 10.000.
Når en kvinde med muslimsk tørklæde bliver indsat i en ledende stilling i Vesten, bliver tildelt en plads som lærerinde eller bliver valgt til en lovgivende plads i et vestligt parlament, bliver der festet hos muslimer.
Når u-integrerbare muslimer under en vielse kører i en kortege af biler med hånden på hornet og laver et gevaldigt spektakel på vore mest idylliske steder i København (hvor jeg oplever dette gentagne gange) såsom ved Langelinie, Havfruen, Amalienborg, Rådhuspladsen bl.a., er det for at de kan slå sig for brystet i stolthed over, at de gnider vores næser i asfalten og viser os, at de kan gøre, hvad de har lyst til, selvom de ved at det generer os.
Hver gang u-integrerbare muslimske indvandrere gennemtrumfer deres ønsker om separate bade tider for deres kvinder, tørklæder for deres børn i børnehaver, fjernelse af svinekød fra cafeteriaer, retten til at bede midt i arbejdstiden, oprettelsen af en koranskole, retten til at holde fri under deres religiøse ceremonier, fjernelse af alle tegn på kristendom fra de steder, de befinder sig, betragter de alle disse ting som sejre over os.
Hver gang en dansk eller vestlig soldat dør i Afghanistan, bliver der jublet i de u-integrerbares huse!
Drop eftergivenheden
Hvor længe skal vi blive ved med at give den ene del efter den anden af vores danskhed væk? Hvor længe skal vi blive ved med at give køb på vore værdier?
Til dem, der siger, det er for sent at gøre noget, vil jeg gerne sige: ”Alle kan gøre noget, nu og her!
Hold op med at være eftergivende over for muslimske ønsker om særbehandling. Forlang Integrationsministeriet nedlagt sammen med alle socialkontorer, der arbejder med indvandrernes sager.
Disse institutioner er blevet omdannet til en industri med tusindvis af ansatte, som retfærdiggør deres arbejdspladser ved hjælp af u-integrerbare muslimer og deres håndlangere, der kræver utallige former for særbehandling.
Vi skal ændre på vores danskhed og tillade os selv at vise vores ubehag ved synet eller oplevelse af det, vi ikke kan lide.
Indvandrere skal klare sig selv. De skal have skaffet sig arbejde før de kommer og skal ikke regne med særbehandling eller gives retten at leve på socialhjælp til de dør.
Sådan har jeg og ti tusinde andre muslimske indvandrere gjort!
