Farvel til en myte: Voltaire bag facaden

Tak til Monica Papazu for at skyde en illusion i sænk!

Foran Panthéon i Paris står et par bronzestatuer af to narrehatte: Voltaire og Rousseau. I Église des Invalides fungerer ballademageren kejser Napoleon d. I's kiste som en slags alter omgivet af regimentsfaner. Den franske stats idoler - mamma mia !

Det franske sprog er smukt, og det er italiensk også: "I francesi sono tutti ladri. No tutti - ma bouna parte!"

Først et tak til Monica Papazu for at hun fjernede en af mine illusioner. Men jeg er kyniker, så det klarer jeg.
Til Torben Snarup Hansen:
Min engelsk- og fransk-lærer i gymnasiet fortalte den på denne måde:
Da nu en korsikaner var blevet kejser, så mente nogle corsicanere, at det vel ville give nogle skejsere til beboerne på hans fødeø. Så de troppede op i paladset og fremførte deres ønske. Napoleon blev skide sur og svarede:
"Tutti i corsicani sono banditi"
og corsicaneren svarede: "Non tutti, Sire, ma buona parte!"

Nå, der blev Voltaire sandelig kylet i kloakken med brask og bram og under stor applaus. En ondsindet psykopatlignende fyr! Det må jeg nok sige.

I det mindst synes jeg, at man skulle kunne strække sig til at rose Voltaire for hans spidse bemærkning til Rousseau vedr, dennes evangelium om at "vende tilbage til naturen".

"Aldrig har man anvendt så megen ånd på at forsøge at gøre os til dyr igen; man får ordentlig lyst til at gå på fire, når man læser Deres bog".

(Citatet findes i"De Europæiske Idéers Histoire" af Johs. Sløk m.fl)

Jeg synes også, at det skal frem, at Voltaire betragtede oplyste monarkier som den bedste statsform og sikkert kunne være blevet enig med Burke om mangt og meget, i hvert fald med John Locke. Endelig skal det vel også med, at han selv var meget i modvind og i nogle år måtte i eksil i England, der for mange franskmænd var frihedens land.

Hvad Voltaires forhold til Beaumelle angår, var det yderst velkendt i samtiden og også i Danmark, hvor Beaumelle gjorde en hastig karriere fra huslærer til professor i fransk, i en nyoprettet stilling, som A. G. Moltke skaffede ham. Året efter blev han sparket ud af landet og undervejs havde han fornærmet mange bl.a. kongen og Holberg, Sidstnævnte havde han både slesket for og bagtalt, og der er næppe tvivl om, at han opførte sig intrigant.

Der var i det hele taget ikke meget i det bondske og tilbagestående Danmark, der behagede den unge franskmand, og det lagde han ikke skjul på i diverse skrifter med noget ujævnt indhold.

Derom kan man læse i C., F. Brickas "Dansk Biografisk Lexikon", bd.,1 (1887), hvor man har givet Beaumelle en særlig artikel og været fair nok til at lade skinne igennem, at man syntes, at han fik en krank skæbne, selv om man i Danmark ikke havde meget godt at sige om ham og havde været udsat for hans ringeagt.

"Kampen med Voltaire gav hans Liv en skjæv Retning. Den sled ham op i en ufrugtbar Polemik, hvor han i Vid står ved Siden af, i Maadehold overgaar sin store Modstander"

Jeg elsker Bricka's leksikon, selv om det dagligt irriterer mig, at det er ved at falde fra hinanden i ryggen. De mange bind er fulde af gode historier, som der kunne blive nogle fantastiske historiske film og romaner ud af. Modsat de moderne leksika er der medtaget mange officerer og søfolk, der har været langt omkring i verden, og både berømte og berygtede danskere og nordmænd samt udlændinge, der boede her en tid.

@ Hagar Kennemo. Tak for den korsikanske version (se non è vero è ben' trovato!)
Her kommer en anden historie, der vistnok er troværdig: Voltaire var på et langt besøg hos Frederik d. 2 ("den store") i Preussen. På et tidspunkt blev de uvenner (vistnok om penge), og Voltaire rejse tilbage til Frankrig, hvor han skrev div. nedsættende kommentarer om sin meget frankofile vært. Dette fik kongen til at erklære: "Den, der leger med aber, bliver bidt!"

@ Marie Due. Uanset Voltaires skurkagtigheder er det sandt, at hans kommentarer til Rousseau rammer plet. Eksempelvis denne: "Hvis mennesket er født frit, må det styre sig". Om frihed: "Franskmændene er ikke født til frihed. De vil misbruge den!" Der fik den gamle kyniker ret, hvilket viste sig kun 12 år efter hans død.

Torben Snarup Hansen

Ha, ja datidens sprog var ikke for sarte sjæle, og man skal ikke glemme, at Voltaire både var kyniker og satiriker, Han smed om sig med udfordringer til alle sider, og han var jo heller ikke ret gammel, førend han røg i Bastillen.

Der, hvor jeg har bevæget mig, er der nu aldrig nogen, der har fremstillet Voltaire som en renskuret helt, og jeg har da heller aldrig ligget under for den myte, der dukkede op for nogle år siden, og som pludselig påstod, at oplysningstiden opstod ud af den blå luft som et helstøbt under fuld af fordragelighed og sund fornuft. Ligeså er jeg ikke pludselig begyndt at leve i en judeo-kristen kultursfære.

Men når Trykkefrihedsselskabet om føje tid uddeler sin pris til Ezra Levant, hænger det trods alt sammen med, at begrebet "en fri mand med rettigheder" fik et gevaldigt løft i oplysningstiden. Det var der mange, der bidrog til, og resultatet var det, der overlevede utallige store og små indbyrdes kampe, hvis rødder måske, måske ikke mere lader sig spore.

Men vi ved, at det skrift, der tændte Voltaires had til Beaumelle, stammede fra en ytring i "Mes pensées", som Beaumelle fik udgivet i januar 1751 efter en tur til Paris.Det var et modigt analyserende skrift, og han var på den tid begyndt at forelæse for en adelig kreds på Charlottenborg. Der indgik klager til den stærkt alkoholiserede Fr. 5., hvilket i realiteten ville sige til Moltke, og ud røg den iltre og meget unge franskmand, hvis uomtvistelige evner man ellers gerne havde set blomstre i danske omgivelser.

Beaumelle kom til verden i 1726 og var næsten 30 år yngre end Voltaire, der ikke ville lade sig spille på næsen af ham. Jeg synes, at det skal med, at Beaumelle forsvarede Montesquieu, hvis tanker om magtens tredeling via "Lovenes Ånd" netop havde bredt sig som en steppebrand i Europa og må have foruroliget magthaverne ikke så lidt.

Voltaire spores bl.a. i juraen. At han ikke kunne døje det franske præsteskab, er vanskeligt at bebrejde ham, for det havde sat sig mange magtliderlige spor. Han var i øvrigt heller ikke vild med Muhammed. Prøv at læse om hans syn på islam nederst i den omfattende engelsksprogede wikiepedia biografi. Det er saftig kost, som meget fra den tid som sagt er det. Montesquieu havde mildt sagt også et anstrengt forhold til resultaterne af islams indflydelse.

Rettelser:

Voltaire var ca. 32 år ældre end Beaumelle.

Men vi ved, at den hensynsløse ytring, der tændte Voltaires had til Beaumelle, stammede fra "Mes pensées", som Beaumelle fik udgivet i januar 1751 efter en tur til Paris

Først i dag har jeg hørt lydbåndet.

Monica Papazu er en dygtig og efter alt at dømme også særdeles erfaren formidler, hvis engagement er medrivende især i starten. Hendes dansk er imponerende, det fortjener hun stor ros for, og man fornemmer også en helstøbt personlighed.

Monica Papazu er tillige forførende, men det gør naturligvis ikke noget, hvis man gerne vil forføres, og det bør man af og til tillade sig fornøjelsen ved i godt selskab.

På et tidspunkt når nogle af os dog lidt modstræbende frem til at stille os selv spørgsmålet, hvad der er det egentlige formål med 81 minutters mere eller mindre relevant fremhævelse af Voltaires dårlige sider, og kun dem og meget lidt om den tidsramme dette drama udspillede sig i og årsagen til, at Voltaire stadig huskes? Er det virkelig sandt, at det udelukkende skyldes bedrag og forfængelighed? "The lady doth protest too much, methinks" .

Selv når Voltaire foretog sig noget positivt var det med en ond bagtanke, får vi at vide, han levnes absolut intet positivt. Han oversatte fx med vilje Shakespeare elendigt, sagde et af datidens rygter, som bringes til torvs, men er det sandsynligt? Kendskabet til engelsk var ikke stort i datiden, og måske havde Voltaire slået et større brød op, end han kunne bage, da han oversatte "Julius Cæsar".

At Voltaire, der var født på Solkongens tid, netop valgte det stykke, var ikke desto mindre ladet med sprængstof, bl.a. fordi det indeholder nogle af verdenslitteraturens mest tankevækkende dialoger om magtforhold, om at omstyrte magten og har til hensigt at rive tilskuerne med sig, så at de svinger fra side til side og det ene øjeblik synes, at den ene af hovedpersonerne har ret og det næste øjeblik falder for hans modparts argumentation.

Man bliver mentalt svimmel af disse skift, og dette giver stof til stor eftertanke selv i dag. Aldrig har jeg oplevet det så intenst som få dage efter 11. september, hvor jeg overværede stykket i Stratford-upon-Avon, og alt var indsmurt i teaterblod og skuespillerne løb rundt mellem os på tilskuerpladsen. Der var mange amerikanere i teateret den aften og en stemning, som jeg aldrig har oplevet hverken før eller siden.Teaterets drama smeltede sammen med virkelighedens drama, som vi endnu ikke havde forstået og var dybt, dybt rystede over.

Hvorfor beskriver Monica Papazu udelukkende Voltaire som en person, der krøb sig til kongemagt og indflydelse og penge, når det er et faktum, at han arvede og spekulerede sig til store midler og halvdelen af sit liv måtte flytte rundt i udlandet, fordi hans skarpe tunge bragte ham på kant med diverse monarker og andre magthavere.

At man finder modstridende udtalelser og handlinger, når man studerer et langt livsforløb, er mere reglen end undtagelsen. Det skulle være ganske vist, at man hos Holberg kan finde masser af den slags. Og hvad Thomas Jefferson angår, er der en ganske infam historie at fortælle parallelt med den uomtvisteligt interessante om en brillant ånd, der svævede over vandene. Den historie handler også om et kæmpe ego, smålighed og bagvaskelse af andre brillante mænds talenter, anonyme breve og avisartikler eller meninger offentliggjort i andres navn, når der rigtigt skulle svines til. Historien er desværre fuld af den slags beretninger.

Voltaire blev kort før sin død frimurer, og det vidner om en vis forsoning med kirken.

Så når Steen Raaschou har spammed fagfilosoffen fra sin blog Snaphanen.dk, efter at han tog Voltaire i forsvar i ytringsfrihedens ånd, ligner det soap. Nogen vil gerne have helte, en slags fædre at se op til og slår hårdt ned på dem, der kan nøjes med mindre og mener, at selv "helte" bør udsættes for kritik og kan tåle den, hvis de ellers har eller havde noget særligt i sig at give videre til deres omgivelser. Det havde både Voltaire og Jefferson, og alt det andet må vi leve med, som man siger.

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Fransk_litteratur/1700-1800/Fran%C3%A7ois_de_Voltaire?highlight=voltaire

Allan Hansen, der ikke engang hørte foredraget, før han skulle korrekse Papazu og Xavier Martin, endnu inden han havde hørt dem.

Man forstår nok, at du blev spam på Snaphanen for et år siden, da du bla. ville blande dig i Fjordmans privatliv. Rønnebærerne er sure, Maria Due, eller hvad du nu hedder. Jeg har glemt det i mellemtiden.

kan jeg se på hans utallige forsøg på at bryde gennem mit spamfilter. Og helt ligevægtig, er han heller ikke.

Han har stået i kø i nogen tid, for at blive spam, og andre kommentatorer er lettede over, at han er forsvundet.

Efter at have surfet lidt rundt, har jeg konstateret, at Monica Papazus forhold til myter også tidligere har affødt protester, og da handlede det ikke om at udrydde dem men om et intenst og ikke så lidt sværmerisk følelsesforhold, der er fusioneret med religion og inkorporeret i hendes historiesyn.

Bravt men ud fra ordvalget af dømme med en ikke ringe irritation tog hærprovst Ole Brehm Jensen i 2001 en tørn i Tidehverv med dechifreringen af denne tankegang. Replikker og duplikker føg gennem luften og efterlader en agnostiker og historiker som mig kørt ud på et sidespor, fordi videnskabeligheden drukner i et hav af følelser og en overordnet overbevisning om at have det guddommelige på sin side (Papazu) eller være født synder (Brehm Jensen).

I den sammenhæng må man glemme alt om historisk kildekritik, og som efter foredraget om Voltaire spørger jeg mig selv, hvorfor det er så væsentligt for Monica Papazu at fordømme i et omfang, der ikke levner det mindste lille lys i mørket til modparten. Når et trosforhold af den kaliber bringes ind i billedet under påberåbelse af åndelighed og moral, kan det virke ganske nedtromlende, hvis man ikke er med på sejrsvognen. Jeg vil nu heller ikke sige, at jeg har lyst til at dyrke min syndighed som et livsvilkår.

Da diskussionen er døet ud, vil jeg afslutte med at citere fra historieprofessoren Ulrik Langens anmeldelse i Kristeligt Dagblad 13. december 1999 af Monica Papazus ”Det sidste slag på Solsortesletten. Den nye verdensorden - den nye totalitarisme” udgivet på Tidehvervs forlag. I dette essay, som fik Brehm Jensen på stikkerne, anvendes der som i foredraget om Voltaire citater i stor stil på en problematisk måde, og det fremgår, at jeg ikke står ene med min holdning.

Jeg har selv for nylig skrevet lidt om Kosovos meget skæve uddannelsesforhold forud for oprøret, om overproduktionen af albanske akademikere med speciale i albinistik, og om manglen på praktisk arbejdskraft i form af ingeniører og håndværkere. Den konstellation udløste helt efter bogen en voldsom nationalisme med de sædvanlige mytedannelser, som placerede ansvar for landets tilstand hos ”fjendebilledet”. I dette tilfælde serberne, der også har deres myter, som Monica Papazu forsvarer med entusiasme.

”Papazus historiesyn er meget problematisk og bygger i vid udstrækning på myter, tvivlsomme tolkninger eller rene fordrejninger. Hendes løsagtige brug af citatfragmenter og de forhastede konklusioner danner et kludetæppe, der kun bruges til at varme myten om det tapre og prøvede serbiske folk. Myter er - som den franske semiolog Roland Barthes engang har sagt det - fortællinger, der er løsrevet fra deres oprindelige historiske sammenhæng og har fået essensernes simpelhed. Papazu spinder videre med mytens vævetråde, når hun med historiens patos argumenterer for serbernes ubetingede ret til at sætte dagsordenen i Kosovo. Bogens miskmask af myteforherligelse, religiøse spekulationer og politiske indbildninger skærmer i dén grad for de ikke uvæsentlige pointer, der ligger gemt i teksten. ”
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/238745:Kultur--Skygger-fra-Solsortesletten