"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Myrdet for en satiretegning

26. september 2016 - Artikel - af Aia Fog

Den kendte jordanske forfatter og politiske satiriker, Nahed Hattar, blev søndag dræbt af 3 skud i hovedet, da han mødte op til et retsmøde i Ammans højesteret, hvor han stod anklaget for at have fornærmet islam efter at han havde lagt en karrikaturtegning ud på sin anti-IS facebookside.

Tegningen viser, hvordan en jihadist forestiller sig paradiset, med sprut, smøger, nøgne kvinder og en opvartende Allah. Teksten til tegningen lyder :

Allah: “Må dine aften blive frydefuld, Abu Saleh, kan jeg bringe dig noget?”

Jihadist: “Ja Herre, bring mig det glas vin, der står derovre og sig til Jibril [Ærkeenglen Gabriel] at han skal hente nogle cashewnødder. Bagefter kan du lige bede en af de evige tjenere om at vaske gulvet - og husk at tage det tomme glas med dig ud.”

Jihadisten fortsætter: “Og sæt en dør i teltet, så du husker at banke på, næste gang, Deres Glorværdighed"

De seneste uger har flere jordanske fundamentalister, ikke mindst Det Muslimske Broderskab, gjort det klart, at Nahed Hattar skulle bøde for sin provokerende satiretegning.

Så da den prominente 56-årige forfatter i går mødte op for at blive konfronteret med anklagerne om krænkelse af islam og opildnelse til i Ammans højesteret, var der - mindst én - gerningsmand, der mente, at en retssag ikke var nok til at straffe den kristne satiriker.

I følge det statslige jordanske nyhedsbureau, Petra, blev gerningsmanden arresteret umiddelbart efter mordet. To vidner beskriver ham som en mand i 50´erne med muslimsk skæg og iført den traditionelle muslimske kjortel, dishdasha.

Det brutale mord, der skete ved højlys dag foran ofrets skrækslagne familie, er ikke alene det seneste eksempel på den vold, der uløseligt er knyttet til satiretegninger med muslimsk adresse - det er også et eksempel på den ekstremisme, som de jordanske myndigheder med svigtende held kæmper for at inddæmme i et land, der er i spænd mellem forskellige befolkningsgrupper.

Jordan har ellers fremstillet sig selv som et stabilt yderpunkt i en ellers urolig region, men får sværere og sværere ved at fastholde denne position, da landet er præget af indre splittelse mellem forskellige befolkningsgrupper som palæstinensere, et magfuldt jihadistisk samfund - og senest de mere 650.000 syriske flygtninge, der er kommet til landet som følge af borgerkrigen. Nahed Hattars satiretegning og mordet på ham illustrerer tydeligt, at det er blevet tiltagende svært for Jordan at holde sig under radaren i forhold til Islamisk stat.

I et ytringsfrihedsperspektiv skriver mordet på Nahed Hattar sig ind i den sørgelige række af satiretegnere, forfattere og journalister, der har måttet føle islams voldelige veto efter at have udtrykt sig kritisk eller bare humoristisk om islam eller dens profet. En liste af navne på kulturpersonligheder og politikere, hvor Danmark er stærkt overrepræsenteret med navne som Kurt Westergaard, Lars Hedegaard, Flemming Rose, Naser Khader og Pia Kjærsgaard.

 

Links. NYTimes. Guardian.