Det er ni måneder siden, Angela Merkel og Mark Zuckerberg forsøgte at løse Europas migrantkrise. Selvfølgelig ville Angela Merkel, som havde forårsaget migrantkrisen ved at erklære Europas døre åbne for hele den tredje verden, have befundet sig i en god position til rent faktisk at forsøge at løse krisen.
Men den tyske kansler var ikke interesseret i en styrkelse af Europas ydre grænser, genoprettelse af dets indre grænser, etablering af et funktionsdygtigt asylvurderingssystem eller tilbagesendelse af personer, som havde løjet for at skaffe sig adgang til Europa. I stedet var kansler Merkel interesseret i Facebook.
Siddende sammen med Mark Zuckerberg ønskede Frau Merkel at vide, hvordan Facebooks grundlægger kunne hjælpe hende med at begrænse europæernes ytringsfrihed, på Facebook og på andre sociale medier. I en samtale med Zuckerberg ved et FN-topmøde i september sidste år (og uden at være klar over, at mikrofonen var tændt) spurgte hun, hvad der kunne gøres for at hindre folk i at skrive ting på Facebook, som var kritiske over for hendes migrationspolitik. 'Arbejder I på det?' spurgte hun. 'Ja da', svarede Zuckerberg.
I månederne der fulgte, erfarede vi, at det ikke bare var tom snak over en frokost. I januar i år lancerede Facebook sit 'Initiativ til civilcourage online', hvor man forpligtede sig til at bruge en million euro på at støtte NGO'er [ikke-regeringsbaserede organisationer] i disses arbejde for at imødegå 'racistiske' og 'xenofobiske' opslag online. Man lovede også at fjerne 'hate speech' og udtryk for 'xenofobi' fra Facebooks website.
Det stod klart fra begyndelsen, at Facebook har et definitionsproblem samt en politisk skævvridning i bestemmelsen af disse mål. Hvad er Facebooks definition på 'racisme'? Hvad er deres definition på 'xenofobi'? Og hvad er for dens sags skyld deres definition på 'hate speech'? Med hensyn til politisk skævvridning, hvorfor havde Facebook ikke tidligere overvejet, hvordan man for eksempel kunne kvæle ytringer for åbne grænser på Facebook? Der er mange mennesker i Europa, som har hævdet, at verden ikke burde have nogen grænser, og at enhver, der måtte ønske det, burde kunne bosætte sig især i Europa. Hvorfor har mennesker, der har udtrykt den slags synspunkter på Facebook (og der er mange af dem), ikke oplevet at få deres synspunkter censureret og deres opslag fjernet? Er sådanne synspunkter ikke 'ekstreme'?
Et af problemerne på hele dette felt – og et problem, som tydeligvis ikke er gået op for Facebook – er, at her er tale om spørgsmål, som end ikke besvares på samme måde fra land til land. Enhver oplyst, politisk tænkende person ved, at der findes love, som gælder i nogle lande og ikke – og ofte heller ikke bør gælde – i andre. I modsætning til hvad mange transnationale 'progressive' forestiller sig, så har verden ikke ét sæt universelle love og slet ikke universelle sæder og skikke. Hate-speech-love er langt hen ad vejen en tvangsforanstaltning på området for sæder og skikke.
Som sådan er det uklogt at påføre ét land et andet lands regelpolitik uden i det mindste at have en meget dybtgående forståelse af det pågældende lands traditioner og love. Alle samfund har deres egen historie og deres egne holdninger til deres mest følsomme emner. I Tyskland, Frankrig, Holland og enkelte andre europæiske lande findes der skrevne love vedrørende offentliggørelse af nazistisk materiale og udbredelse af materiale, som hylder (eller blot afbilder) Adolf Hitler eller benægter Holocaust. De tyske love, som forbyder store fotografiske afbildninger af Hitler, kan virke latterlige, set fra London, men virker måske mindre latterlige set fra Berlin. Det ville i hvert fald være et kolossalt selvsikkert London, der ensidigt gav sig til at anbefale en ændring af denne tysk lov.
For at forstå ting der er forbudt, eller som kan forbydes i et samfund, skal man have et kolossalt indblik i det pågældende lands tabuer og historie, såvel som i dets ytringsnormer og -love. Et forbud mod dyrkelse af kommunistiske idoler kan måske forekomme fornuftigt, smagfuldt eller ligefrem ønskeligt i et af de mange lande, som led under kommunismen, og som ønsker at mindske ofrenes smerte og forebygge, at en sådan ideologi kan opstå igen. Men et universelt forbud mod billeder eller tekster, der forherliger de kommunistiske mordere, som myrdede mange millioner mennesker, ville også gøre de tusindvis af vesterlændinge – ikke mindst amerikanere – som elsker at iføre sig Che Guevara T-shirts eller fortsætte deres ungdomsfantasier om Fidel Castro som frihedsikon, til kriminelle. Frie samfund i almindelighed bør tillade den bredest mulige vifte af meninger. Men de vil have forskellig opfattelse af, hvor de legitime ytringer ophører, og hvor de hadefulde tilskyndelser begynder.
Så at Facebook og andre skulle iværksætte deres eget forsøg på en egenhændig politik om, hvad der er hate-spech, forekommer indbildsk, også selvom der ikke var – sådan som der faktisk er – tale om en klar, politisk skævvridning lige fra starten. Det er derfor særlig sørgeligt, at denne bevægelse hen imod iværksættelse af en hate-speech-kodeks fik yderligere styrke den 31. maj, da EU kundgjorde, at en ny online talekodeks ville blive gennemført af fire store teknologiske firmaer, herunder Facebook og YouTube. EU er selvfølgelig en regering – ovenikøbet en ikke-valgt en af slagsen – så dens ønske om ikke blot at undgå at svare sine kritikere – men at kriminalisere deres synspunkter og forbyde deres modstridende ytringer – er lige så slemt som et hvilket som helst lands regerings forbydelse eller kriminalisering af meningsytringer, der ikke er loyale mod regeringen.
At der ikke er tale om abstrakte spørgsmål, men om ting, der er mådelig tæt på, blev bevist – som om bevis var nødvendigt – med Facebooks beslutning om at lukke den konto, der tilhører Gatestones svenske ekspert, Ingrid Carlqvist. Det seneste år har Sverige øget sin befolkning med mellem 1 og 2% migranter. Et tilsvarende antal forventes i år. Som enhver, der har fulgt situationen, vil vide, er det et samfund på vej mod et selvskabt sammenbrud, forårsaget (i den mest venlige fortolkning) af dets egen 'åbenhjertige' liberalisme.
Lande med velfærdsmodeller som Sveriges kan ikke lukke et så stort antal mennesker ind, uden at det medfører voldsomme økonomiske udfordringer. Og samfund med en beskeden integrationshistorie kan umuligt integrere så store grupper af mennesker, når disse ankommer med en sådan hast. Som enhver, der har rejst rundt i landet, kan fortælle, er Sverige et land under et kolossalt og voksende pres.
Opvågningen til sådan en forandring indeholder en fase, der er præget af fornægtelse. EU, den svenske regering og det store flertal i svensk presse har intet ønske om at lytte til kritikken af den politik, som de selv har skabt og hyldet; følgerne af den vil en dag blive placeret på deres dørtrin, og de ønsker at udskyde den dag, endda ud i det uendelige. Så i stedet for at tage hånd om den brand, de har startet, har de besluttet at angribe dem, der peger på det faktum, at de har sat den bygning i brand, som de selv opholder sig i. I sådan en situation er det ikke blot frie menneskers ret, men deres pligt at pege på kendsgerningerne, også selvom andre måske ikke ønsker at høre det. Kun et land på vej mod autokrati og kaos og med en regerende klasse, der er indstillet på at unddrage sig bebrejdelser, kan overhovedet tillade, at man lukker munden på de få mennesker, som peger på, hvad de tydeligt kan se foran sig.
Folk bliver nødt til at åbne munden – ytre sig nu og gøre det hurtigt – for at støtte ytringsfriheden, før den bliver taget fra dem, og for at støtte journalister som Carlqvist, imod de myndigheder, som vil lukke munden på os alle. Det er desværre ingen overdrivelse at sige, at hele vores fremtid afhænger af det.
Douglas Murray, britisk skribent, journalist og kommentator med base i London.
Oversat af Mette Thomsen.
Bragt med tilladelse.
