Bestyrelsens beretning ved Lars Hedegaard

14. marts 2009 - Trykkefrihedsselskabets generalforsamling - Vartov, København

I det forløbne år er noget gået godt og noget er gået skidt.
Lad os tage det dårlige først.

Som bestyrelsen gjorde opmærksom på i sin beretning til sidste generalforsamling, satte vi det som et mål for 2008 at kunne oprette et egentligt sekretariat med kontor, sagsbehandler, telefon, arkiv og det hele. Og til formål lavede vi efter vores opfattelse meget professional indsamling blandt de mest velbeslåede repræsentanter for dansk erhvervsliv. Vi brugte 20.000 på at få trykt en smuk præsentationsfolder, vi købte labels på modtagerne, vi ringede rundt og gjorde i et hele taget, hvad vi kunne.

Vi gjorde også opmærksom på, at et frit erhvervsliv afhænger af fri tale. I et samfund, hvor folk ikke tør sige deres mening, og hvor mennesker ikke vover at fremsætte nye tanker af frygt for at komme til at træde en eller anden selvbestaltet gruppe af troens vogtere over tæerne, vil også næringsfriheden og kapitalismen forkrøble.

Jeg vil ikke sige, at der ikke kom noget ud af indsatsen, idet vi modtog en enkelt gave på 4.000 kr. Den siger vi tak for. Men altså slet ikke noget, der berettigede vores investering.

I bestyrelsen har vi draget den naturlige konklusion, at det nok ikke er noget, vi skal prøve igen lige med det første.

Vi har måttet konstatere, at det økonomiske grundlag for et fast sekretariat ikke er tilvejebragt, og vi derfor er nødt til at fortsætte ved egne kræfter som hidtil.

Der går nok også. Det skal gå.

Som vores kasserer, Leif Barbré Knudsen, senere vil berette, har vi imidlertid modtaget generøse bidrag fra flere kilder: Mange helt almindelige mennesker har ud af deres hjertens godhed sendt os – både Selskabet og Selskabets internetmagasin Sappho – store og små beløb. Nogen har f.eks. betalt mere i medlemskontingent, end de skulle. Det glæder os hver gang at opleve en sådan opbakning, og det luner i kassen. Bliv endelig ved.

Trykkefrihedsselskabets Bibliotek – som er et selvstændigt, kommercielt drevet firma i tilknytning til Trykkefrihedsselskabet – har fået en  underskudsgaranti på 30.000 kr. fra Jyllands-Postens fond. Pengene er øremærket til publikationen af et større værk, der er berammet til udgivelse i oktober dette år i anledning af Trykkefrihedsselskabets fem-års jubilæum den 31. oktober.

Tak også til Jette Dalis Fond, som med en støre bevilling har gjort det muligt for Biblioteket at udsende Monireh Baradarans gribende skildring af sine otte år i Khomeinis fængsler. Biblioteket udsender den senere på måneden i anledning af 30-årsdagen for oprettelsen af Den Islamiske Republik Iran den 1. april. I samme anledning glæder vi os til at modtage Monireh Badaran til et arrangement i København.

Nu er ved taksigelserne, skal jeg understrege, at selv om vi har en arbejdende bestyrelse, der kræver en stor indsats af de enkelte medlemmer, så havde vi ikke kunnet opretholde vores store aktivitetsniveau i Selskabet eller Sappho uden hjælp fra en lang række aktivister, der har stået bi med såvel penge som knofedt. Lad mig nævne Marianne Horsebøg, Kristian Zacho og hans hårdtslående falanks af buddhister, der stiller op, hver gang der bliver kaldt, Elisabeth Krarup, Farshad Kholghi, Cherif el-Ayouti, Kahttan Jasim og Michael Jalving, der har fungeret som en effektiv ordstyrer ved flere arrangementer. Så har vi desuden et særligt stærkt hold med centrum i det østlige Jylland skaret omkring Mikael Kai Henriksen og hans uforlignelige familie foruden Jan Fagerlund.

Lad mig også pege på Uwe Max Jensen fra det ydre Århus, som bl.a. har skabt den meget smukke Sappho-statuette, vi uddeler i forbindelse med Sappho-prisen, og som nu har overgået sig selv med det bronzekunstværk, som Ehsan Jami vil modtage senere i dag.

Dertil kommer en række ildsjæle, som foretrækker at gøre en mere anonym indsats, men som er lige så vigtige i kampen for ytringsfriheden.

I det hele taget savner vi ikke opbakning. Det har været en daglig glæde og opmuntring for os i bestyrelsen, og I skal have tak alle sammen.

I det forløbne år har Selskabet også modtaget en donation på 60.000 fra Kulturministeriets pulje til støtte for forfatteres ytringsfrihed. De er øremærket til vores løbende møderække, som vi har givet titlen "Under jorden".

I forbindelse med Kulturministeriets pulje, der administreres af Kunstrådet, burde jeg nok også rette en tak til alle tilstedeværende skatteydere. I betaler i forvejen fem gange så meget til Abdul Wahid Pedersens succesrige integrationsindsats på Nørrebro –foruden hundreder af millioner til lignende projekter, blandt har Integrationsministeriet givet flere hundredtusinde til Islamisk Trossamfund – så det er betryggende at vide, at der også falder en slant af til kampen for ytringsfriheden.

Med vore stadigt mere omsiggribende aktiviteter kan det være svært at skille tingene ad. Journalisterne kan i hvert fald ikke finde ud af forskellen på Trykkefrihedsselskabet, det til Selskabet knyttede tidsskrift Sappho og Trykkefrihedsselskabets Bibliotek. Det skal jeg ikke bebrejde dem – det kan også knibe for os andre. Men der er faktisk tale om tre særskilte aktiviteter med hver deres daglige ledelse.

Jeg skal ikke her aflægge beretning om aktiviteterne i foreningen Sappho eller Biblioteket, men lad mig alligevel ofre nogle ord på dem. Vi er jo trods alt i samme familie. Vi bruger samme logo – digterinden Sappho – og vore tre smukke hjemmesider (hvis aktuelle udformning skyldes grafikeren Lone Jacobsen, som jeg også gerne vil bringe bestyrelsens tak) linker til hinanden.

Sappho har i det forløbne år undergået en vis organisatorisk forandring, idet Helle Merete Brix har overtaget rollen som administrerende chefredaktør, dvs. at hun i højere grad har påtaget sig det daglige ansvar for at lægge indhold på tidsskriftets hjemmeside. Undertegnede fortsætter som almindelig chefredaktør.

Denne forandring har medført en klar forbedring i udsendelseshyppigheden. Vi er gået bort fra at udsende egentlige numre med et stort antal artikler og mener i stedet, at læserne får mere ud af, at vi simpelthen poster bidragene i den rækkefølge, de bliver færdige. Så er de også mest aktuelle. Det er vores klare indtryk, at læserne er glade for denne ændring. Det kan vi bl.a. se af, at Sappho modtager en voksende strøm af frivillige bidrag – og det må jo skyldes, at giverne mener, de får noget for pengene.

Helle Merete har endvidere været primus motor i forbindelse med arrangeringen af en række særdeles velbesøgte og bredt omtalte Sappho-møder i det forløbne år.

Det gælder mødet med den amerikanske historiker og Mellemøstekspert Daniel Pipes – en tidligere modtager af Trykkefrihedsselskabets Trykkefrihedspris – der gæstede København den 19. juni 2008.

24. september holdt Sappho møde med historikeren Morten Uhrskov Jensen i anledning af udgivelsen af hans velanmeldte bog Et delt folk.

Så fulgte den 18. november et møde med den britiske journalist og direktør for New Culture Forum, Peter Whittle. Ham regner vi i øvrigt med at se igen senere på året.

Som om det ikke var nok, holdt Sappho den 21. januar i år et særdeles succesrigt møde om forfatterne og ytringsfriheden. Blandt indlederne var Klaus Rothstein, Farshad Kholghi, Lene Andersen, Uwe Max Jensen og Kahttan Jasim.

Et imponerende program, må man nok sige.

Og så må jeg ikke glemme at nævne årets vigtigste Sappho-begivenhed, nemlig uddelingen af Sappho-prisen til Kurt Westergaard den 22. maj 2008. Det foregik i en stopfuld sal i Dansk Forfatterforening, hvor vi havde den glæde at kunne modtage særdeles fornemme gæster, bl.a. daværende kulturminister Brian Mikkelsen og Pia Kjærsgaard. Ved samme lejlighed gjorde Brian Mikkelsen Trykkefrihedsselskabet den ære at udnævne os til landets vigtigste organisation til forsvar af ytringsfriheden.

Her er vi helt enige med regeringen.

Også Trykkefrihedsselskabets Bibliotek har haft travlt, siden det blev oprettet i december 2007. Biblioteket har valgt den strategi at holde et forfattermøde, hver gang en ny bog bliver udgivet. Det er blevet til meget velbesøgte – og meget omtalte – arrangementer startende med Kim Møllers bog Vejen til Damaskus om dansk islam-forskning, der ikke bare blev hans egen, men også Bibliotekets debutudgivelse. Og vi kunne ikke have drømt om en bedre start.

Senere fulgte bøger af og møder med Helle Merete Brix, Bruce Bawer, undertegnede og senest Nicolai Sennels.

Nu ligger det – som I ved – ikke til forlagets ledelse af prale. Men jeg er sikker på, at mange af de mere etablerede forlag er grønne af misundelse over al den virak og al den massive omtale, som er blevet disse udgivelser til del.

Især i betragtning af, at Biblioteket startede forlaget med en kapital på 0,0 kr. og til dato har haft et reklamebudget af samme størrelse. En stor del af æren for den vellykkede lancering af det nye forlag tilkommer Helle Merete Brix, der var med til at starte det, men som i december 2008 besluttede at forlade forlaget for at få mere tid til at hellige sig sin forfatterkarriere.

I indeværende kalenderår har forlaget planlagt otte udgivelser. Jeg har allerede nævnt Monirej Bararadans bog. Senere kommer den franske filosof Robert Redekers bog, Man må prøve at leve.  Resten må blive en overraskelse, men I kan glæde jer.

Selve moderorganisationen, Trykkefrihedsselskabet, har også haft et travlt år, men har heldigvis kunnet trække på en særdeles arbejdsom bestyrelse.

Derfor kan bestyrelsen også berette, at vi er en organisation i rivende fremgang. I min beretning til generalforsamlingen i marts 2007 kunne jeg fortælle, at medlemstallet lå på 260, i marts 2008 var det 415, og i dag ligger det på den anden side af 530.

Som vores kasserer – der går under tilnavnet Leif Livrem, da har ser meget nøje på bilagene – senere vil fortælle, har vi også en sund økonomi. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvad vi kunne udrette den dag medlemstallet kom op på 1000 – naturligvis under forudsætning af, at alle husker at betale deres kontingent.

Det er også lykkedes os at få vore arrangementer til at løbe bedre rundt. Opskriften er enkel. Man skal lave noget, der kan engagere folk. Der skal stå nogen ved indgangen og sørge for, at folk husker at betale. Og så skal der – ikke mindst – være nogen, der holder øje med, at tørstige gæster får lagt pengene for deres indtag.

Det er vi nu blevet ret gode til.

Selskabets aktivitetsår startede med tildelingen af Trykkefrihedsprisen i forbindelse med vores generalforsamling i marts 2008. Den gik til Ibn Warraq – en af vor tids betydeligste kendere af islam og forfatter til en række banebrydende værker.

Den 1. juni 2008 bragte et brag af historiske dimensioner, da den hollandske politiker og skaber af filmen Fitna, Geert Wilders, talte for en talrig forsamling i Landstingssalen. Det var første gang, den kontroversielle politiker fik lejlighed til at fremføre sin sag for et internationalt publikum, og jeg ved fra Geert, at han var både overrasket og rørt over den varme velkomst, han fik i København. Hidtil havde vi kun hørt ham omtalt som en halvgal xenofob og racehader. Statsministeren havde oven i købet været så fremsynet at fordømme ham for en film, han ikke havde set.

Men da Wilders viste sig at være en absolut civiliseret, veltalende og velargumenterende gentleman, fik piben en anden lyd. Pressens beretninger var stort set objektive. Det gjaldt tilmed den hollandske presse, der også var stærkt til stede.

Wilders' fremtræden i København skulle få store konsekvenser, idet vi var med til at hive ham frem for et internationalt publikum, og denne begivenhed har været med til at bane vejen for en række invitationer i andre lande.

Efterårets store konference fandt sted den 4. oktober med FN og menneskerettighederne som tema. Det blev et særdeles livligt og muntert møde, der bl.a. kom til at handle om FN's notoriske, såkaldte Durban II-konference, som er berammet til april 2009.

Talerne ved mødet var Mogens Rukov, Asger Aamund, Klaus Wivel og Michael Jalving.

Den 4. december havde vi møde i Forfatterforeningen i anledning af udsendelsen af min bog med et udvalg af Groft sagt-klummer fra Berlingske Tidende, som på det tidspunkt havde foretaget den fornuftige disposition at fyre mig, fordi jeg var for kedelig at høre på. Trods den dystre baggrund var stemningen høj – især efter at næstformand Katrine Winkel Holm havde foretaget en sammenligning mellem forfatteren og den homeriske figur Cassandra, og efter at de tilstedeværende havde indtaget en solid portion gløg og hjemmebagte kager.

En journalist noterede i sin reportage, at Katrine havde glemt at nævne, at Cassandra senere blev sindssyg. Han fandt det i øvrigt bemærkelsesværdigt i dette selskab at være stødt på en person, der var født i Somalia, og som vist nok oven i købet hed noget med Muhammed.

Han havde åbenbart ikke bemærket, at i vores kreds er enhver tilhænger af ytringsfriheden velkommen. Uanset hvor de kommer fra, hvad de ellers tror på, og hvem de går i seng med.

Her er der så højt til loftet, at vi tilmed har plads til heteroseksuelle, hvide mænd oppe i årene. Det er ellers en type, der er gået af mode.

Med sorg må jeg i øvrigt meddele, at Berlingske Tidendes afskaffelse af undertegnede nok har givet et tiltrængt løft på avisen, men åbenbart ikke nok, idet Berlingskes ejerselskab Mecom er gået i betalingsstandsning. Nu er de også sluppet for Michael Jalving. Så må vi se, om det hjælper.

Hjælp var der derimod at hente for atter en af de efterhånden mange europæere, der må leve et liv under jorden, fordi de får halsen skåret over af kulturberigere, hvis de bliver opdaget på gaden uden politiledsagelse. Jeg taler om den hollandske tegner Gregorius Neckshott, som gæstede Trykkefrihedsselskabet den 3. februar i år. Som man kunne se i pressen, optrådte han i burka, da det vil være livsfarligt for ham at vise sit ansigt.

Og det er netop, hvad den hollandske stat nu vil prøve at få ham til. Der venter ham nemlig en retssag for hadetale anlagt af den hollandske anklagemyndighed, der dermed vil tvinge ham til at røbe sin identitet. Neckshott har i øvrigt allerede været udsat for en mystisk trafikulykke.

Men hvis der tilstøder Neckshott en endnu større ulykke, vil det hollandske establishment naturligvis vaske sine hænder.

Hvis jeg ellers kan tælle rigtigt, har Selskabet, Sappho og Trykkefrihedsselskabet tilsammen afholdt 14 offentlige arrangementer i det forløbne år.

Og som jeg allerede har været inde på, fortsætter vore tre nært beslægtede virksomheder deres hektiske mødeaktivitet i det kommende foreningsår.

Jeg skal ikke her opremse alt, hvad den gamle bestyrelse har planlagt. Lad mig nøjes med at nævne de tre næste arrangementer: Den 31. marts byder Trykkefrihedsselskabets Bibliotek velkommen til Monirej Baradaran.

Den 18. april får Trykkefrihedsselskabet besøg af tre ledende medlemmer af det belgiske parti Vlaams Belang, der ligesom f.eks. Geert Wilders' Frihedsparti i Holland bliver lagt for had, og som de belgiske myndigheder gør alt for at knuse, bl.a. i form af politivold og retssager på grundlag af opdigtede anklager. Nu vil vi gerne høre, hvad partiets talsmænd selv har at berette, og hvad de i virkeligheden står for.

Den 23. april har Sappho lejet Københavns Bymuseums festsal for at uddele årets Sappho-pris. Jeg ved godt. hvem det er, der kommer og får den, og som vil kvittere med en forelæsning, men jeg frygter at måtte gå under jorden, hvis jeg skulle komme for skade at nævne navnet her.

Jeg kan kun opfordre alle til at følge med på vore hjemmesider. Her vil alt blive åbenbaret, når tidens fylde kommer.

Jeg skal ikke skjule, at de mange arrangementer har medført nogen selvransagelse i den afgående bestyrelse: Er vi for ambitiøse, gaber vi over for meget, slider vi vore aktivister op med al denne aktivisme? Gider folk overhovedet at komme til alle disse møder?

Til det sidste kan vi svare klart ja. Vi har aldrig haft problemer med at fylde en sal, uanset om det var Sappho, Biblioteket eller Selskabet, der inviterede. Faktisk har vi flere gange måttet afvise folk, som der ikke var plads til, selv om tilhørerne stod op og trak maven ind.

Bortset fra det, er det jo klart, at den kommende bestyrelse må afpasse aktivitetsniveauet efter de forhåndenværende kræfter.

Men med denne aktivitetsberetning er vi langt fra færdige med det organisatoriske.

Næstformand Katrine Winkel Holm vil senere fremlægge bestyrelsens forslag om at oprette TFS-råd. Så det skal jeg ikke komme nærmere ind på.

Derimod vil jeg ofte nogle bemærkninger på en af årets centrale nyskabelser, nemlig oprettelsen af Det Internationale Trykkefrihedsselskab, The International Free Press Society, der fik sin officielle start den 1. januar i år efter flere måneders intensive forberedelser og meget rejseri til først og fremmest USA.

Lad mig lige redegøre for forskellen mellem Trykkefrihedsselskabet og Det Internationale Trykkefrihedsselskab.

Trykkefrihedsselskabet af  2004 er en medlemsbaseret forening med en demokratisk valgt bestyrelse og årlige generalforsamlinger.

Denne organisationsform er ikke mulig eller håndterlig, når det drejer sig om samarbejde hen over landegrænser og verdenshave. IFPS består derfor af en selvsupplerende bestyrelse og et rådgivende råd. Navnene kan man læse på IFPS' allerede veludbyggede hjemmeside. Men det kan måske være af interesse, at formanden for det internationale selskab i øjeblikket er identisk med formanden for det danske Trykkefrihedsselskab.

Det må opfattes som en cadeau – ikke til formanden – men til den internationale pionerindsats, som Trykkefrihedsselskabet af 2004 har ydet, og som jeg kan love vækker respekt, hvor man end kommer frem i den store verden. Det er en skam, at Uffe Ellemann-Jensen og Tøger Seidenfaden og de 22 ambassadører, der mener, at Danmarks navn har lidt ubodelig skade på grund af vores frække opsætsighed, ikke har været med, når vi har været ude for at snakke om vore erfaringer fra den danske indsats. Men det er jo nok fordi, de færdes i andre kredse.

Som det fremgår af IFPS's hjemmeside, anerkender IFPS det danske Trykkefrihedsselskab som moderorganisation. Det synes jeg, at I alle sammen skal være stolte af. Og ikke bare os, men alle der her i landet har slået et slag for ytringsfriheden i de senere år – Kurt Westergaard, Flemming Rose, Naser Khader, Pia Kjærsgaard samt tusinder af andre, mere anonyme.  Jeg kan heldigvis ikke nævne dem alle her

Det vil føre for vidt her at komme ind på IFPS's nuværende og planlagte aktiviteter. Men følg med på dets hjemmeside, som der bliver linket til fra vore danske hjemmesider.

Lad mig endelig nævne, at der intetsteds i vore danske vedtægter står, at man skal være dansker eller bosat her i landet for at melde sig ind I Trykkefrihedsselskabet af 2004. Medlemskab står åbent for enhver, der støtter vores formålsparagraf, og en del udlændinge har allerede benyttet sig af denne mulighed. De skal være hjerteligt velkomne.

For at citere en kendt sang – hvis navn jeg har glemt: "Kamp må der til, skal livet gro". Og i den afdeling må det vist siges, at vi har gjort det udmærket i de forløbne fem år. Der går stort set ikke en uge, uden at nogen skælder os ud for et eller andet: Vi er højreorienterede nationalister, fremmedfjender, islamofober osv., og i virkeligheden er vi slet ikke tilhængere af ytringsfriheden, men har en helt anden sinister  og dybt suspekt dagsorden.

Og disse angreb glæder os hver gang, selv om de naturligvis er uden bund i virkeligheden. De viser nemlig, at vi har formået at sætte en dagsorden og bringe vore hjertesager frem til offentlig beskuelse og debat. Hvad mere kan man ønske sig?

Af årets rige høst skal jeg nævne to balladesager, som har vakt særligt postyr:

Det drejer sig om Koranen og Hans Jørgen Bonnichsen.

Så sent som denne weekend kan man i Weekendavisen læse et angreb på os for at tale med to tunger.

Hvordan kan Selskabet forsvare Geert Wilders' ytringsfrihed, når den samme mand går ind for et forbud mod Koranen i Holland? Vil vi være så venlige at svare på det?

Nu kan man ikke følge med i alt, men hvis brevskriveren havde været vaksere ved havelågen, ville han have bemærket, at den sag tog vi stilling til allerede i forbindelse med Geert Wilders' besøg i København i juni sidste år. Adspurgt af den danske og udenlandske presse, svarede en enig bestyrelse, at vi var uenige med Geert Wilders på det punkt. Og vi har ikke modtaget så meget som én kritisk henvendelse fra vore medlemmer i den anledning.

Vi går ikke ind for noget Koran-forbud. I det hele taget tager vi kraftigt afstand fra enhver tanke om forbud mod bøger. Det gælder Koranen, som det gælder Mein Kampf, Zions Vises Protokoller og adskillige andre skriverier fyldt med had og opfordringer til vold. Den slags skal ikke mødes med forbud, men med åben og frygtløs debat.

Vi vender os også mod såkaldte hate speech og blasfemi-love. Vi kan godt sætte os ind i begrundelsen for, at lande som Tyskland og Østrig – med deres betændte historie – har love, der straffer Holocaust-benægtelse. Men vi vil ikke have dem.

Efter vores opfattelse opnår man ikke andet med sådanne foranstaltninger end at drive debatten under jorden – hvor alle mulige myter og sammensværgelsesteorier frit kan florere uden at blive imødegået af reel oplysning og reel argumentation.

Jeg er glad for at kunne fortælle, at IFPS har indtaget præcis samme holdning.

Vi er som sagt også blevet angrebet for ikke at ville forsvare Hans Jørgen Bonnichsens ytringsfrihed. Siden hans afgang som souchef i PET er han som bekendt sprunget ud som terror- og islamekspert. Derfor er han jo også så meget på tv og i aviserne.

Hvad vi ikke har kunnet forstå i bestyrelsen, er hvorfor vi skulle forsvare ytringsfriheden for en mand, hvis ytringsfrihed ikke er tuet. Ingen har antastet Bonnichsens ret til at lufte sine fascinerende teorier om islam og beslægtede emner. Den vil vi forsvare til enhver tid, hvis nogen skulle finde på at antaste den, men det er der foreløbig ingen, der har gjort. Vi har tilmed indbudt samme Bonnichsen til at redegøre for sine synspunkter i Trykkefrihedsselskabet. Ingen har mig bekendt truet Bonnichsen. Han kan frit gå rundt og sige, hvad han vil.

Derimod er der sket det, at justitsministeren har bedt ham om at lade være med at drøfte PETs operative procedurer, specielt hans formodninger om det efterforskningsmæssige grundlag for beslutningen om at udvise nogle tunesere, de ville slå Kurt Westergaard ihjel. Hvilket forekommer lige så rimeligt, som hvis forsvarsministeren bad en dansk officer fra Afghanistan om at lade være med at offentligt at anstille betragtninger om den indre beslutningsproces bag de danske troppers operationer.

Trykkefrihedsselskabet ville heller ikke gå ud og forsvare en præst, der udbasunerede, hvad en angergiven synder havde fortalt ham i skriftemål, eller en læge eller psykolog, der ville berette om sine patienters interessante sexliv eller overdrevne hang til alkohol.

Så er den i og for sig ikke længere.

Vender vi nu blikket mod det kommende års opgaver, må vi konstatere, at de nok ikke bliver så forskellige fra den forløbne års.

Vi må konstatere, at en række internationale organisationer fortsat af al kraft prøver at stramme garnet for at få ram på ytringsfriheden og målrettet går efter demokratiets strube.

Det gælder FN, som til efteråret formentlig får Libyen som formandsland. Det gælder FNs menneskerettighedskommission, som ligeledes under islamisk førerskab agter at afholde den såkaldte Durban II-konference her til april. Det trækker op til atter et orgie i antisemitisme. Desuden er det meningen, at Vesten skal til at sige undskyld for alle mulige forbrydelser  – det transatlantiske slaveri, f.eks. – og at Danmark atter engang skal hænges ud for at have tilladt en fri presse at bringe tegninger, som ikke er faldet i OICs og Det Muslimske Broderskabs smag.

Meningen med hele denne manøvre er åbenbart at gøre enhver form for islam-kritik strafbar. Det har fået bl.a. Canada, USA og Israel til at boykotte dette cirkus.

Også EU, som jo i begyndelsen af 1970erne indledte en målrettet overgivelsespolitik over for de muslimske magthavere i Mellemøsten og Nordafrika mhp. en sammensmeltning af Europa og Arabien til et samlet Eurabia – og til det formål bruger alle kneb for at fremme den størst muligt muslimske masseindvandring – er særdeles aktiv for at lukke munden på enhver, der ikke bryder sig om denne udvikling.

Til det formål har EUs ministerråd den 28. november sidste år udsendt en såkaldt rammebeslutning, hvis formål er at få ram på racisme og fremmedhad, og hvis materielle indhold alle medlemslande er forpligtet til at implementere. Gør de ikke det, kan de imødese en sag for EF-domstolen. Som det normalt er tilfældet i EU, har befolkningerne naturligvis aldrig fået mulighed for at afgøre, om de vil have et sådant regime med tilhørende tankepoliti.

Selve ordvalget i rammebeslutningen er bekymrende: Det skal gøres strafbart med mellem 1 og 3 års fængsel at føre hadetale mod medlemmer af en gruppe defineret ved religion, race, hudfarve og national oprindelse.

Men hvad er racisme? Det eneste vi ved, er at det i hvert fald ikke har noget at gøre med begrebet, som vi forstod det for nogle årtier siden. Dengang var racisme nedværdigende omtale eller behandling af andre mennesker udelukkende på grund af deres afstamning eller hudfarve. I dag kan racisme betyde hvad som helst. Racist er blevet en betegnelse, man frit kan hefte på enhver, hvis meninger kan ikke bryder sig om.

Og hvorfor skal religioner nyde en særlig beskyttelse? Hvor skal tro stå over viden? Hvorfor skal religiøse følelser stå over alle andre følelser? Hvorfor skal følelser kunne påregne større beskyttelse end meninger, argumenter og oplysninger om faktiske forhold?

Hvis EU får sin vilje, så ville det i dag have været umuligt at kritisere nazismen. Alt hvad Hitler havde behøvet at gøre var at kalde sin ideologi en religion og Mein Kampf en åbenbaring fra eller anden guddom.

Dertil kommer – kan vi se af de domme for hadetale, der allerede er faldet rundt om i Europa – at sådanne love blive ulige administreret.

Hvad den ene bliver dømt for, har den anden frit lov at sige. EUs lange arm rammer kun dem, der sætter sig op mod Unionens hemmelige politiske projekt. Mens Geert Wilders og Gregorius Neckshott må belave sig på langvarige retssager beregnet på at knuse og uskadeliggøre dem, kan det hollandske, socialistiske parlamentsmedlem Hans van Bommel frit anføre en demonstration i Amsterdam, hvor islamister og venstreekstremister råber på "hellig krig" og "jøderne til gaskammeret". Imamer over hele Europa kan ustraffet opfordre til afskaffelse af alle vore friheder, mens de der advarer mod imamernes projekt, risikerer flere års fængsel.

I en sådan utålelig situation må vi forlange, at alle love mod hadetale og blasfemi bliver ophævet. Det Internationale Trykkefrihedsselskab har allerede startet denne kampagne.

Det må også blive vores kamp i det kommende år.

Til slut vil jeg gerne takke til hele den afgående bestyrelse – og specielt de bestyrelsesmedlemmer, der ikke  genopstiller. Jeg er sikker på, at jeres engagement i vores sag ikke standser her. Tak for hvad I har ydet.